Kranjska, (ty. Krain), landskab omkring Ljubljana i det vestlige Slovenien, der er kendt for Postojnagrotten. Det var i antikken en del af den romerske provins Pannonia og koloniseredes i 500- og 600-t. af slovenere. I 700-t. kom området under Bayern, og det blev indlemmet i Karolingerrigets grænsemarksystem som Mark Krain. Senere kom det bl.a. under østrigsk og bøhmisk herredømme, og i 1335 blev det et af de habsburgske arvelande. Kranjska var delt mellem Jugoslavien og Italien 1918-47, hvorefter hele området overgik til Jugoslavien. Siden 1991 har Kranjska udgjort den største del af Slovenien.