Knudsø, 2 km2 stor og indtil 29 m dyb sø ved Ry, 10 km nordvest for Skanderborg. Søen ligger i et dødishul i en øst-vest-gående tunneldal og er omgivet af op til 40 m høje, stejle skrænter hovedsagelig med skov. Søen har tilløb fra øst ad Knudå fra Ravnsø. En lav tange med jernbane og vej med underløb adskiller den fra Birksø og Gudenåen. Søbassinet er delt i to af et næs og en undersøisk ryg, og den vestlige del når kun ned i 10 m dybde. Søvandet er basisk og kun let forurenet, og søens østlige, sandede bred er en søgt badestrand.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1683 som Knudsøe Hede, 1. led af gammeldansk knut 'knude, knold'.

Nord for Knudsø og Birksø ligger et stort fredet område omkring landsbyerne Alling, Tørring og Tulstrup, i alt 1019 ha.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig