Kishi Nobusuke, 1896-1987, japansk politiker. Som viceminister 1936-39 spillede Kishi en rolle i Manchukuos industrielle opbygning, og under 2. Verdenskrig var han bl.a. minister for handel og industri og siden vicerustningsminister. 1945-48 var Kishi fængslet af den amerikanske okkupationsmagt. Han medvirkede ved etableringen af LDP, Liberal Democratic Party, i 1955, året efter blev han udenrigsminister og 1957-60 premierminister. Som sådan understregede han det særlige forhold til USA og søgte at bedre relationerne til Japans nabolande i Sydøst- og Sydasien. Forhandlingerne om fornyelsen af sikkerhedstraktaten med USA i 1960 medførte omfattende uroligheder, og Kishi måtte gå af efter at have gennemført ratificeringen under oppositionens boykot.
Kishi Nobusuke
Faktaboks
Kishi Nobusuke
- Født
- 1896
- Død
- 1987
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.