Kilwa, tidligere muslimsk bystat på øen Kilwa Kisiwani ud for det sydlige Tanzania. Kilwa blev grundlagt i slutningen af 900-t. af bosættere fra Arabien og Iran, og det var et af de mest aktive knudepunkter for handelen mellem Østafrika og Mellemøsten i 1200-t. Øen var kortvarigt besat af portugiserne i begyndelsen af 1500-t., hvorefter den mistede sin betydning i forbindelse med handelsmæssig nedgang og politisk ustabilitet. Kilwa er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.