Kandahar

Artikelstart

Kandahar, gammel garnisonsby i det sydlige Afghanistan; 491.500 indb. (2012). Byen ligger på en frugtbar slette på grænsen til Registans ørken 450 km sydvest for Kabul. Kandahar er provinshovedstad, handelscentrum og trafikknudepunkt for store dele af Sydafghanistan med forbindelser til Iran, Pakistan og Golfstaterne.

Kandahar blev først grundlagt af Alexander 3. den Store, men i sin nuværende form af Ahmad Shah Durrani, der 1747 gjorde den til hovedstad i et forenet Afghanistan. Den gamle bydel rummer flere, nu forfaldne pragtbygninger, bl.a. Ahmad Shah Durranis mausoleum.

Store dele af Kandahar blev ødelagt i 1990'erne i forbindelse med stridende krigsherrers forsøg på at opnå kontrol med byen. Kandaharprovinsen var hjemstedet for Taleban, som i 1994 overtog magten her, og Kandahar fungerede under Talebanstyret (1996-2001) som Afghanistans uformelle hovedstad.

I Kandahar fandtes før krigsårene tekstil- og næringsmiddelindustri.

Kandaharprovinsen

Kandaharprovinsen støder mod syd og øst op til Pakistan og mod vest til Helmandprovinsen. Provinsen dækker et areal på 54.200 km2; 990.200 indb. (2009), heraf størstedelen koncentreret i området omkring byen Kandahar.

Der blev tidligere dyrket hvede, ris, tobak, frugt, vin og bomuld med brug af kunstvanding fra floderne Tarnak og Argandab, men i dag er opiumvalmuer den vigtigste afgrøde.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig