Kabul. En familie sidder på en bjergside sammen med tusinde andre og betragter Sakhy-helligdommen i Kabul, hvor en religiøs ceremoni markerer det persiske nytår 21.3.2006.

.

Kabul. Taleban fik herredømmet over byen i 1996. Dele af byen er helt ødelagt efter mange års kampe.

.

Kabul, hovedstaden i Afghanistan; 3,48 mio. indb. (2013). Byen ligger i 1800 m højde ved floden og i provinsen af samme navn og på et strategisk sted, hvor tre dale mødes, og hvorfra pas i bjergene mod nord, øst og syd kan kontrolleres.

Enkelte monumenter og anlæg fra Kabuls lange historie er stadig intakte, bl.a. Baburs have og gravsted. Den gamle bydel med udstrakte basarer ligger på Kabulflodens højre bred; på den venstre findes regeringskontorer og ministerier i Dar-ol-Aman-paladset. Mod vest ligger universitetet (1931) og andre højere læreanstalter, og mod øst lå indtil 1990'ernes ødelæggelser industrikvarterer med bl.a. fødevare-, beklædnings-, møbel-, cement- og våbenindustri.

En hastig tilbagevenden af flygtninge efter Talebanstyrets fald i 2001 har næsten fordoblet Kabuls indbyggertal frem til 2005. Det vurderes, at op mod 60% af Kabuls indbyggere bor i såkaldt uformelle bebyggelser, uden gyldig dokumentation og under stadig risiko for at blive fordrevet. Selvom genopbygningen er i fuld gang, med støtte fra det internationale samfund, har kun 27% af Kabuls indbyggere adgang til rent drikkevand og elektricitet; det er dog mere end landsgennemsnittet.

Historie

Kabul har eksisteret i 3500 år. Den var i 1504-26 hovedstad i Baburs voksende rige og siden 1774 hovedstad under Timur Shah. Under de anglo-afghanske krige i 1842 og 1879 blev byen delvis ødelagt. Store dele af det moderne Kabul med sin blanding af gammelt og nyt blev ødelagt under stridende mujahedingruppers kampe om herredømmet over byen i 1992-96 under Afghanistans borgerkrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig