Kamtjatka

Kamtjatka, Kamchatka, stor russisk halvø i den nordøstlige del af Sibirien, omgivet af Okhotske Hav mod vest og Beringshavet og Stillehavet mod øst. Hovedby Petropavlovsk-Kamtjatskij. Befolkningen er helt overvejende russere; de oprindelige folkeslag, korjaker, itelmanier, kamtjadaler mfl., tæller kun få tusinde personer. Administrativt hører også Kommandørøerne og et korjakisk autonomt område inden for halvøen til Kamtjatka.

Kamtjatka opfyldes af to parallelle bjergkæder. Den østlige har over 20 aktive og flere udslukte vulkaner. Klutjevskaja (4750 m) er en af verdens største vulkaner og meget aktiv; Kamtjatkas vulkaner er optaget på UNESCO's Verdensarvliste. Mange steder er der varme kilder. Den naturlige vegetation er tundra, nåleskov, birk og poppel.

Befolkning og erhverv er koncentreret til nogle få byer og områder, mens størstedelen af det vældige område er ubeboet. Der er kun lidt agerbrug, mens dalene omkring floderne Kamtjatka og Bystraja har kvægavl. Pelsdyrfarme er vigtigere end jagt. Mest kendt er området dog for et stort fiskeri og eksport af Kamtjatkakrabber på dåse.

Historie

Kamtjatka blev berejst af den sibiriske kosakleder V.V. Atlasov (ca. 1663-1711) i 1697-99. Han gav den først kendte beskrivelse af halvøen, der derefter blev annekteret af Rusland. Videnskabsmanden S.P. Krasjennikov (1711-55), der deltog i 2. Kamtjatkaekspedition under Vitus Berings ledelse (1733-43), udgav 1751 den første videnskabelige beskrivelse af Kamtjatkas natur og befolkning. Den russiske kolonisering skete hurtigt. Den nyanlagte Petropavlovsk (1752) blev base for omfattende hvalfangst og havfiskeri, og de gode jagtmuligheder tiltrak sibirisk-russiske jægere. Den oprindelige befolkning ramtes hårdt af kulturmødet (sygdomme og alkohol), og flere folkeslag har været tæt på at uddø.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig