Vitus Bering var en dansk søfarer i russisk tjeneste. Vitus Bering blev født i Horsens, stod som ganske ung til søs og blev i 1704 hvervet som officer til den russiske marine. Her gjorde han tjeneste i den baltiske og den azovske flåde, og i slutningen af 1724 udnævnte Peter den Store ham til leder af Den 1. Kamtjatka-ekspedition (1725-30).
Ifølge den traditionelle opfattelse skulle Vitus Bering afgøre det videnskabelige spørgsmål, om Asien var landfast med Amerika. Imidlertid henledte A.A. Pokrovskij i 1941 opmærksomheden på, at Berings hovedopgave var at drage til Amerika for at opsøge europæiske byer og praje europæiske skibe. Flere senere forskere har derfor hævdet, at formålet snarere var politisk. I august 1728 gennemsejlede Bering det stræde, som blev opkaldt efter ham, men det lykkedes hverken da eller den følgende sommer at få Amerikas kyst i sigte.
I 1733 blev Bering sat i spidsen for Den 2. Kamtjatka-ekspedition, der tillige skulle kortlægge Sibiriens ishavskyst og udforske handelsvejene til Japan. I juli 1741 fandt Bering frem til Alaskas kyst, men måtte på grund af proviantproblemer og begyndende skørbug i besætningen skyndsomst tiltræde tilbagerejsen.
Berings skib Sankt Peter nåede aldrig tilbage, men besætningen gik efter en stormfuld sejlads i land på en ukendt og ubeboet ø, hvor Vitus Bering bukkede under for den sygdom, der kostede livet for næsten halvdelen af mandskabet.
I 1991 foranstaltede russiske arkæologer i samarbejde med arkæologer fra Horsens Museum udgravninger på Bering Ø nær det sted, hvor Berings skib forliste. Her fandt man seks gravlagte lig, der umiddelbart mentes at tilhøre Berings mandskab. Et af ligene identificerede man med Bering selv. Specielt hvad Bering angår, strider dette dog mod samtidige kilders oplysninger om både hvor og hvordan Bering blev begravet.
Kommentarer (4)
skrev John Howard Lind
Hvem har sat billedet af kongelig historiograf, Vitus Pedersen Bering (1617-75), ind her??
svarede Jesper Kurt-Nielsen
Kære John Howard Lind
Det har jeg.
Med venlig hilsen
Jesper Kurt-Nielsen
skrev John Howard Lind
Nå, ja! Men det er vel ikke meningen at det skal blive stående? Det ville vel være mere passende at låne billedet fra "Bering på dansk"? Det har dog en direkte relation til søfareren.
Med venlig hilsen
John Lind
svarede Jesper Kurt-Nielsen
Kære John Howard Lind
jeg indsætter gerne et mere relevant billede, men jeg synes ikke jeg umiddelbart at jeg kan finde noget i relation til "Bering på dansk". Kan du være lidt mere specifik, så kigger jeg straks på sagen.
Med venlig hilsen
Jesper
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.