Kaj Birket-Smith

Faktaboks

Kaj Birket-Smith
født:
20. januar 1893
død:
28. oktober 1977

Kaj Birket-Smith var en dansk etnograf, søn af Sophus Birket-Smith. Som magister i geografi deltog han 1921-1923 i Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition; her lagdes grunden til hans livslange interesse for inuitterne.

Birket-Smith erhvervede i 1929 doktorgraden på en afhandling om canadiske såkaldte rensdyreskimoer og fik samme år ansættelse ved Nationalmuseet, hvor han 1940-1963 var leder af Etnografisk Samling. I 1927 havde han udsendt bogen Eskimoerne, der i alment tilgængelig form beskriver inuitkulturen fra Grønland til Alaska.

Mest berømt som formidler blev Birket-Smith dog med sin verdensomspændende Kulturens Veje (1941-1942; 3. forøgede udgave 1966-1967). Dette værk, der er oversat til adskillige sprog, øvede i 1950'erne stor indflydelse, også internationalt, med sit sammenlignende perspektiv på menneskehedens forskelligartede kulturprodukter. Snart blev dette etnologiske perspektiv imidlertid tilsidesat af nyere antropologiske teorier.

Birket-Smiths mangesidede indsats var af afgørende betydning for etnografiens og antropologiens udvikling i Danmark. I 1945 fik han oprettet faget etnografi som universitetsstudium, og som den første lektor i faget ved Københavns Universitet uddannede han 1945-1963 det første danske kuld etnografer. Birket-Smith var fra 1951 medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig