Justinian 2.

Kirkepolitisk var Justinian modstander af monoteletisme og forfulgte kættere som f.eks. paulikianerne. Han sammenkaldte et koncil i 691, der kodificerede beslutningerne på de to foregående konciler, det 5. og det 6., og koncilet kendes derfor som det 5./6. eller på latin Quinisextum, eller blot In Trullo efter stedet, hvor møderne fandt sted i paladset. Koncilet gav retningslinjer, kanones, for en lang række forhold i kirke, klostervæsen og lægmandsforhold, men blev ikke fuldt anerkendt af den latinske kirke, sandsynligvis på grund af koncilets kritik af vestlig praksis.

For første gang gav et kirkekoncil retningslinjer for afbildningen af Kristus i kanon 82 med titlen "Om at malerne ikke skal fremstille det således, at Forløberen [Johannes Døberen] peger på et lam", hvor det anbefales at afbilde Kristus som menneske. Justinian var desuden den første, der prægede mønter med et billede af Kristus, og selvom de to ting i deres samtid næppe har givet anledning til stor diskussion, markerer de optakten til diskussionen om hellige billeder i det 8. århundrede.

I 695 blev Justinian afsat af Leontios, hvorefter han fik næsen skåret af og blev sendt i eksil. Mutilering blev af tidens magthavere anset for mindre stødende end henrettelse, og der herskede en idé om, at vansirede personer ikke kunne være kejsere. Det forhindrede dog ikke Justinian i fra sit eksil på Krim først at få en alliance med Khazarerne gennem ægteskab med khaganens datter, der tog navnet Theodora, og siden med bulgarerne og med deres hjælp indtage Konstantinopel i 705 og henrette både Tiberios 2. og dennes forgænger Leontios.

I sin anden regeringsperiode havde Justinian et godt forhold til både bulgarerne og paven, men kæmpede med kalifatets invasioner af Lilleasien. Senere kilder fremstiller Justinian som hævntørstig og tyrannisk.

Justinian sendte i 711 en ekspedition mod Kherson på Krim, muligvis for at hævne sin tid i eksil dér, muligvis for at styrke området mod khazarernes indflydelse. Soldaterne gjorde imidlertid oprør og udråbte Filippikos til kejser. Denne erobrede med støtte fra netop Khazarerne Konstantinopel, og da Justinians tropper faldt fra, blev han og familien dræbt og hans hoved sendt til Konstantinopel. Det blev siden fremvist i Rom og Ravenna.