Faktaboks

Joseph-Arthur de Gobineau

Joseph Artur, comte de Gobineau

Født
14. juli 1816, Ville d'Avray, Hauts-de-Seine, Frankrig
Død
13. oktober 1882, Torino

Den franske forfatter Joseph-Arthur de Gobineau var også diplomat. Hans interesse for etnologi og sprogvidenskab stimuleredes af hans rejser, idet han som udsendt til Persien (1855) og fransk gesandt sammesteds (1860), dernæst i Athen, Rio de Janeiro og Stockholm havde lejlighed til at studere andre folkeslag og kulturer. Det gav ham inspiration til bogen Les Religions et les philosophes dans l'Asie centrale (1865), mens hans kontroversielle Essai sur l'inégalité des races humaines (1853-1855) er skrevet før. Novellerne i Souvenirs de voyage (1872) og Nouvelles asiatiques (1876) har sammen med romanen Les Pléiades (1874) sikret ham en plads i den litterære eftertid.

Racer og andre modsigelser

Forfatterskabet er præget af indlysende modsigelser: Essayet om "menneskeracerne", som er blevet taget til indtægt for en senere tids hadideologi (jævnfør racisme, nationalsocialisme), rummer tanker om "raceblanding". Men i Gobineaus litterære forfatterskab, ikke mindst de asiatiske noveller, er billedet af fremmede folkeslag i Tyrkiet og Persien imidlertid ikke truende trods en naturlig angst for fjerne lande ("La Vie de voyage"), men præget af respekt ("menneskene intetsteds er de samme"), og almenmenneskelige kræfter som kærlighed finder han overalt ("L'Illustre magicien").

Kærlighedens spil

I Les Pléiades mødes nogle idealistiske mennesker, der i egen opfattelse er noget særligt, men hvis respektive historier viser dem som involveret i mere eller minde almindelige kærlighedsintriger. Nok kredser de om den antikke skønhed, om stoicisme som erstatning fra religionen, og om en styrkelse af individuelle egenskaber midt i det vaklende sociale fællesskab – de er dog alle medvirkende i kærlighedens spil. Gobineau, der i øvrigt så op til Stendhal, var en stor beundrer af Goethe, hvis roman Die Wahlverwandtschaften kan anes bag Les Pléiades.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Buenzo, Janine (1977). Arthur-Joseph de Gobineau. Histoire littéraire de la France, bd. V. Paris: Éditions sociales.
  • Rey, Pierre-Louis (1981). L'Univers romanesque de Gobineau. Paris: Gallimard.
  • Rey, Pierre-Louis (1987). Gobineau. Dictionnaire des littératures de langue française. Paris: Bordas.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig