Josef Mengele, 16.3.1911-7.2.1979, tysk læge. Mengele fungerede som læge i SS, bl.a. i Division Wiking, og blev i 1943 tilknyttet kz-lejren Auschwitz. Her stod han for selektionen, dvs. udvælgelsen, af uarbejdsdygtige fanger, der skulle dræbes, og udførte eksperimenter med mennesker, ofte med dødelig udgang; forsøgspersonerne var især børn, tvillinger og dværge. Ved krigsafslutningen i 1945 lykkedes det Mengele at gå under jorden og unddrog sig derved retsforfølgelse. I 1949 flygtede han ud af Europa til Latinamerika, hvor han levede under skiftende navne. I 1979 omkom Mengele ved en drukneulykke i Brasilien, men hans død hemmeligholdtes helt frem til 1985, hvor hans jordiske rester blev retsmedicinsk undersøgt. I 1992 kunne en DNA-analyse endelig slå fast, at der var tale om liget af Josef Mengele.