Faktaboks

Jon Stephensen

Jon Læssøe Stephensen

Født
24. december 1959, København
Jon Stephensen
Jon Stephensen taler om kulturstøtte på Moderaternes stiftende årsmøde den 5. juni 2022.
Jon Stephensen
Af /Ritzau/Scanpix.

Jon Stephensen er en dansk arkitekt, journalist og tidligere teaterdirektør, siden 2022 desuden politiker og medlem af Folketinget. Indtil august 2023 repræsenterede han partiet Moderaterne; efter en orlov vendte han tilbage til Folketinget, hvor han siden den 1. oktober har været løsgænger.

Jon Stephensens baggrund

Jon Stephensen er uddannet arkitekt fra Det kongelige Kunstakademi 1984 og journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 1990. Han virkede som arkitekt på en række tegnestuer, inden han fra 1992 helligede sig teaterarbejdet, indledningsvis bl.a. med marketingsarbejde.

Virke i teaterverdenen

Fra 2001 til 2007 var Stephensen direktør på Aveny-T (det tidligere Aveny Teatret) på Frederiksberg, fra 2007 til 2010 direktør på Østre Gasværk i København og igen fra 2011 til 2022 teaterdirektør på Aveny-T, som han med egne ord udviklede til at være en nationalscene for unge. Han har været en engageret kulturpolitisk debattør i aviser, radio og tv.

Stephensen forlod Aveny-T i maj 2022 efter uoverensstemmelser med teatrets bestyrelse, en fyring som efter hans egen opfattelse var begrundet i hans politiske engagement i Moderaterne.

Kultur- og udenrigsordfører for Moderaterne

Ved folketingsvalget 2022 stillede Jon Stephensen op som spidskandidat for Moderaterne i Københavns Storkreds og blev valgt ind. Efter valget blev han udnævnt til sit partis kulturordfører og udenrigsordfører. Da Moderaterne ved regeringsdannelsen besatte både kulturministerposten (med Jakob Engel-Schmidt) og udenrigsministerposten (med partiformand Lars Løkke Rasmussen), blev Stephensen således ordfører på to områder, hvor Moderaterne har en ministerpost.

Den 25. april 2023 oplyste partiledelsen, at Stephensen fratrådte sine ordførerposter og tog selvbetalt orlov fra Folketinget frem til næste folketingsår, der indledes tirsdag den 3. oktober 2023. Årsagen til den ekstraordinære orlov skulle findes i en sag, som partiet og partiets ungdomsorganisation har karakteriseret som upassende adfærd i en sms til et kvindeligt medlem af Unge Moderater. Hans stedfortræder i Folketinget blev Lean Milo (f. 1975), der også midlertidigt overtog Stephensens poster som kultur- og udenrigsordfører.

Løsgænger fra august 2023

Den 17. august 2023 meddelte Jon Stephensen, at han havde meldt sig ud af Moderaterne, og at han ville fortsætte som løsgænger i Folketinget efter en kort orlov. Herefter havde Moderaterne 15 mandater.

Da også Mike Villa Fonseca (f. 1995) måtte melde sig ud i november samme år, kom Moderaternes mandattal ned på 14, hvorved regeringens flertal kunne blive afhængigt af de nordatlantiske mandater. For at undgå en situation, hvor regeringen kan komme i mindretal i indenrigspolitikken, indgik den et valgforbund med Jon Stephensen den 22. november; herefter vil han som fortsat løsgænger stemme sammen med regeringen til gengæld for pladser i Udenrigsudvalget, Socialudvalget og Grønlandsudvalget.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig