Johor, tidl. Johore, den sydligste af de malaysiske delstater på Malaccahalvøen; 18.986 km2, 3,35 mio. indb. (2010); hovedstad: Johor Baharu. Landskabet består fortrinsvis af lave regnskovs-, sump- og plantageområder, som hæver sig svagt mod østkysten. Den økonomiske udvikling begyndte for alvor efter 1. Verdenskrig, da jernbanen fra tin- og gummiområderne nord for Kuala Lumpur blev forlænget mod syd til Singapore. Store arealer blev ryddet til gummi- og senere til ananas- og oliepalmeplantager. Johor er nu den vigtigste delstat i Malaysia for produktion og forarbejdning af disse afgrøder. En stor del af produktionen foregår inden for rammerne af et omfattende bosættelsesprogram for jordløse familier. Endvidere har Johor i slutningen af 1900-t. fungeret som arbejdskraftopland for industrien i Singapore, men i 1980'erne begyndte udenlandske virksomheder også at etablere sig i staten. Sammen med Singapore og den indonesiske ø Batam deltager Johor i et formelt økonomisk samarbejde, Growth triangle. Turisme er i stærk vækst; mange af delstatens kystområder og øer i Det Sydkinesiske Hav omdannes til turistcentre, især for Singapores befolkning.

Historie

Sultanatet Johor blev grundlagt i 1500-t. og dets selvstændighed anerkendt af Storbritannien i forbindelse med den britiske overtagelse af Singapore i 1819. Fra 1914 til 1957, da Malaysia blev selvstændigt, var Johor et britisk protektorat, hvorefter det blev en del af Malaysia.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig