Batam, Pulau Batam, indonesisk ø kun 20 km syd for Singapore; 415 km2, 1,15 mio. indb. (2012). Batam er en hurtigt voksende frihavn og et økonomisk centrum. Batam tilbyder internationale investorer lave lønninger, skattefrihed og stramme arbejdsmarkedslove, og mange multinationale selskaber har derfor produktion her. Den toldfri handel tiltrækker en strøm af asiatiske turister.