Jean François Pilâtre de Rozier, 30.3.1754-15.6.1785, fransk videnskabsmand og ballonpioner. Han deltog i brødrene Montgolfiers ballonforsøg og blev 21.11.1783 sammen med François Laurent d'Arlandes (1742-1802) den første, der fløj. Pilâtre de Rozier konstruerede en kombineret varmlufts- og brintballon, hvormed han og en ledsager 15.6.1785 søgte at krydse Den Engelske Kanal. Begge omkom, da ilden antændte brinten, og ballonen styrtede ned.