Jean-Baptiste Siméon Chardin

Faktaboks

Jean-Baptiste Siméon Chardin
Født
1699
Død
1779

Artikelstart

Jean-Baptiste Siméon Chardin, 1699-1779, fransk maler. Chardin var elev af bl.a. N.-N. Coypel og gik fra 1724 på Académie Saint-Luc. Fra begyndelsen specialiserede han sig i stillebenmalerier (fx Rokken, 1727-28, Louvre, Paris), som blev meget rost af kritikeren Denis Diderot.

Chardin malede desuden med stilfærdig realisme genreagtige figurbilleder fra det parisiske borgerlige miljø. Med forfinede maleriske midler ramte han noget tidstypisk, der stod som modstykke til den officielle hofkunsts opulente rokokostil.

Såvel hans stilleben som genrestykkerne var inspirerede af 1600-tallets nederlandske kunst. De to genrer forenedes ofte i pointerede situationer med allegoriske overtoner som i fx Korthuset (1737) og Barn med snurretop (1738, begge Louvre, Paris), hvor hhv. korthuset og snurretoppen står som metaforer for livets skrøbelighed.

Chardins børneskildringer er indforståede og indtagende, aldrig sentimentale. Teknisk arbejdede han med en følsom clairobscur og nedtonede farver.

I Chardins sene stilleben går stofligheden i det maleriske udtryk hånd i hånd med den intime, hverdagsagtige opfattelse af de skildrede ting som i Piber og drikkekar (1760-63, Louvre, Paris).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig