Faktaboks

Jan van Goyen
Født
1596
Død
1656

Prospekt af byen Arnhem, 1646. Jan van Goyen gennemstrejfede sin hjemstavn på kryds og tværs med en skitsebog i lommen og senere i atelieret udmøntede skitserne sig i malerier.

/Statens Museum for Kunst.

Jan van Goyens Flodlandskab med værtshuset "Svanen", 1646.

/Statens Museum for Kunst.

Jan van Goyen var en hollandsk maler. Han var en af de betydeligste landskabsmalere i 1600-tallets Holland, og med sine karakteristiske flodlandskaber var han en pioner inden for udviklingen af det realistiske hollandske landskabsmaleri. Han var virksom i sin fødeby Leiden, i Haarlem og fra 1631 i Haag.

Læreår og giftermål

Jan van Goyens første læremester var maleren Willem Gerritsz. i Hoorn. 1615-1616 var van Goyen på studierejse til Frankrig, hvorefter han returnerede til Leiden. Samtidigt var han i et år elev hos Esaias van de Velde i Haarlem, og hans tidligste arbejder er stærkt præget af lærerens kunst med bl.a. kraftige lokalfarver. I Leiden blev han viet til Annetje Willemsdr. van Raelst, og de fik to piger, hvoraf den ældste i 1649 blev gift med malerkollegaen Jan Steen.

Karriere og økonomi

Efter 1631, hvor van Goyen flyttede til Haag, påbegyndte han en ny stil skabt sammen med Salomon van Ruysdael og Pieter de Molijn. Det var et atmosfærefyldt tonemaleri, det såkaldte monokrome landskab, med lav horisont, høj, skyet himmel og en snæver farveskala af gulbrune, grå og grønne nuancer.

For at forsørge sin familie arbejdede han også som auktionsholder, kunstvaluar og ejendomsinvestor. Van Goyen spekulerede også i tulipanløg, der på det tidspunkt var en eksotisk genstand importeret fra Tyrkiet, og han led store tab da tulipanboblen bristede i 1637. Han genvandt aldrig sine tab og døde insolvent.

Rejser og tegninger

I 1650-1651 foretog Jan van Goyen en rejse langs landsbyerne ved Rhinen og Waal-floden, en rejse der gik via Tiel, Nijmegen og Emmerich til Kleve og retur via Renkum og Bodegraven til Arnhem. Fra denne periode er bevaret en skitsebog, som van Goyen har brugt til at producere et stort antal landskabsmalerier. Herudover har han efterladt sig mere end 1000 tegnede landskabsstudier.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig