J.C.H. Ellehammer

Faktaboks

J.C.H. Ellehammer

Jacob Christian Hansen Ellehammer

Født
14. juni 1871
Død
20. maj 1946

J.C.H. Ellehammer i sit værksted i Istedgade, København ca. 1910.

.

Artikelstart

J.C.H. Ellehammer var en dansk opfinder og flyvepioner. J.C.H. Ellehammer var en uhyre alsidig begavelse. Han udtog ca. 300 patenter, og hans opfindelser strækker sig fra ølautomater over petroleumskarburatorer til trykluftdrevne både.

Størst betydning fik nok hans motorcykler, flymotorer og pumper til brandsprøjter. Ellehammers Laboratorium, der videreførtes af sønnen Hans Ellehammer (1909-2006), er førende inden for brandslukningsanlæg til skibe.

Ellehammer er dog mest kendt for sine flyveforsøg. Hans første flyvning fandt sted den 12.9.1906 på øen Lindholm ved Lolland. Flyvningen, der var over en distance på 42 m, blev imidlertid ikke internationalt anerkendt, idet flyet var fastholdt i en cirkelformet bane af en wire under flyvningen. I 1908 vandt Ellehammer førstepræmien ved et flyvestævne i Kiel.

Ellehammer fortsatte med at bygge fly til 1912; hans sidste konstruktion var en "skrueflyver" (helikopter).

Senere eksperimenterede han med design af to helikoptertyper, i 1920'erne en kombination af fly og helikopter og i 1930'erne en helikopter, hvis rotor var drevet af trykluft. Disse typer forblev dog i modelform. En prototype til en flymotor, der dog aldrig kom i produktion, kan i dag ses på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør.

Ellehammer ligger begravet på Hellerup Kirkegård. Han er blevet hædret på danske frimærker i 1956, 1981 og 2006, og der findes en spillefilm fra 1966 med titlen Nu stiger den, som tager udgangspunkt i hans liv.

J.C.H. Ellehammer begyndte sine flyveforsøg i begyndelsen af 1906 og foretog flyveforsøg med forskellige modeller fra 1907 og muligvis 1908 og 1909, bl.a. på den tilfrosne Bagsværd Sø.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig