Faktaboks

Jørgen Jørgensen
Født
1. april 1894, Haderup ved Skive
Død
30. juli 1969, Gentofte

Jørgen Jørgensen.

.

Jørgen Jørgensen var en dansk filosof. Som magister i filosofi modtog Jørgen Jørgensen i 1924 Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje for en filosofisk opgave. Besvarelsen udkom i 1931 under titlen A Treatise of Formal Logic (En afhandling om formel logik). Heri gav Jørgensen en historisk og systematisk redegørelse for den formelle (symbolske) logik og drøftede en række logisk-filosofiske problemer.

I 1926 blev han professor i filosofi ved Københavns Universitet og udsendte samme år Filosofiske Forelæsninger som Indledning til videnskabelige Studier, et systematisk-encyklopædisk overblik over de enkelte videnskabers teorier og problemstillinger til brug ved det daværende filosofikum.

Jørgen Jørgensen, der oprindelig var påvirket af Marburgerskolens nykantianisme, kom i 1920'erne under indflydelse af Herbert Iversen og Bertrand Russell og blev i 1930'erne en af den logiske positivismes skandinaviske hovedskikkelser.

I årene 1942-1946 udgav han Psykologi på biologisk Grundlag (endelig udgave 1957), hvori han indledningsvis søgte at reducere psykologi til biologi, men endte med, næsten spinozistisk, at karakterisere bevidstheden ved dens sideordnede fysiologiske, behavioristiske og fænomenologiske fremtrædelsesformer.

Jørgen Jørgensen deltog aktivt i den offentlige debat, diskuterede og forkastede kristendommens sandhedskrav, propaganderede for seksualreformer og blev i stigende grad fortaler for en doktrinær kommunisme. Til sin død forblev han en overbevist stalinist og sympatiserede med Mao Zedongs kulturrevolution.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig