nykantianisme

Artikelstart

Nykantianisme, neokantianisme, en række filosofiske grupperinger, der var dominerende i Tyskland ca. 1870-1920.

De er ret forskellige, men er fælles om det synspunkt, at filosofi som videnskab kun kan bedrives ud fra Immanuel Kants transcendentale metode og med videnskabsteorien som grundlæggende disciplin.

Bevægelsen opstod i opposition til såvel den hegelianske idealisme som de naturvidenskabeligt inspirerede materialistiske strømninger (fx L. Büchner).

Blandt de filosoffer, som satte nykantianismen i gang, var Kuno Fischer, Hermann von Helmholtz, F.A. Lange og Otto Liebmann (1840-1912), hvis Kant und die Epigonen (1865) anslog bevægelsens motto: "Tilbage til Kant". De enkelte skoler fik deres egne ret sekteriske tidsskrifter, mens det endnu eksisterende Kant-Studien blev det fælles forum.

Nykantianisme var præget af fremragende filosofihistorisk forskning, men kunne også præstere en gold "Kant-filologi". I Frankrig var Léon Brunschvicg en fremtrædende repræsentant for én form for nykantianisme.

Af de forskellige skoler kan kun de vigtigste nævnes. Helmholtz og Lange repræsenterer en "fysiologisk" tolkning af Kants lære om den menneskelige erkendelse.

Marburgerskolen, især Hermann Cohen, Paul Natorp og Ernst Cassirer, giver en idealistisk-metodologisk tolkning af Kants transcendentale erkendelsesteori.

Heidelberg- eller Badenskolen, med Wilhelm Windelband og Heinrich Rickert som de centrale skikkelser, kaldes undertiden for den aksiologiske nykantianisme, fordi den transcendentale metode skal identificere de universelle værdier, der ligger bag ved de forskellige samfundsmæssige, historiske og kulturelle udtryk og former.

Göttingenskolen med Leonard Nelson som den centrale figur kaldes også den neo-friesianske skole efter J.F. Fries.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig