Middellevetiden i Israel er omtrent som i Vesteuropa: 78,1 år for kvinder og 74,6 år for mænd. Spædbørnsdødeligheden er 9 pr. 1000. Dødeligheden af hjerte-kar-sygdomme var tidligere meget høj, men er nu også på niveau med EU-gennemsnittet. Lungekræft er en relativt sjælden dødsårsag, og andelen af rygere er kun 30%. Brystkræft er derimod relativt hyppig. I 1996 var der registreret 421 aids-patienter.

Den fortsat store indvandring medfører introduktion af bl.a. tropesygdomme som malaria, der ellers længe har været under kontrol. Der er stadig forskelle i sundhedstilstanden mellem de geografiske områder og mellem den jødiske og den ikke-jødiske befolkningsgruppe.

Landet bruger 4,2% af BNP på sundhedsvæsenet, og heraf er ca. 50% fra det offentlige. Cirka 96% af befolkningen er forsikret gennem fire konkurrerende forsikringssystemer. Primær sundhedstjeneste ydes af klinikker drevet af forsikringsselskaberne eller private klinikker. Sygehusvæsenet drives af staten og forsikringsselskaberne. I 1992 var antallet af sygehussenge 6,3 pr. 1000 indbyggere. Samme år var der 3,3 læger og 6,7 sygeplejersker pr. 1000 indbyggere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig