Isla de Vieques, Crab Island, Krabbeøen, caribisk ø øst for Puerto Rico, som den administrativt hører under; 170 km2, 9300 indb. (2010). Hovedby Isabel Segunda. Øen ligger centralt i det caribiske område og var genstand for mange kolonimagters interesse; bl.a. gjorde Danmark med det nærliggende Dansk Vestindien krav på øen i over 100 år. I 1800-t. kom mange frigivne slaver til Vieques fra Sankt Thomas. I 1940'erne blev en stor del af jorden inddraget til base for US Navy, mens bønderne blev udvist. Protester mod dette overgreb fortsætter, og bl.a. i 2000 var der på Puerto Rico og i New York demonstrationer mod det amerikanske militærs tilstedeværelse her.