IP-adresse

Imidlertid sikrer IP ikke, at alle pakker når frem, eller at de kommer i den samme orden, som de blev sendt. Hertil bruges transportprotokollen TCP (Transmission Control Protocol). Vha. TCP kan to computere oprette en logisk kanal, hvorigennem de kan sende en principielt uendelig strøm af bytes mellem sig i begge retninger.

TCP kontrollerer den logiske kanal og sender alle data ved selv at bruge den underliggende IP (og IP-pakker). TCP holder samtidig orden på pakkerne og sikrer genforsendelse ved tab.

Når to computere kommunikerer indbyrdes over internettet vha. TCP/IP, behøver alle de mellemliggende netværk og computere ikke understøtte TCP, blot de forstår IP.

Routerne, som er forbindelsesledet mellem de enkelte netværk, indeholder information om, hvilken vej hver enkelt IP-pakke skal videresendes frem mod modtageren. Valget af rute gennem internettet er baseret på, at alle maskiner inkl. routere har deres egen entydige adresse, IP-nummer.

IP-nummeret består af to dele: Første del angiver adressen på et net (fx en virksomheds lokalnet), mens resten er lokalt tildelte numre til maskinerne på det lokale net. Alle IP-numre, som egentlig bare er netværksadresser, er fordelt mellem landenes administratorer af internetadresser.

IP-nummeret bruges ved al transport af data gennem internettet til at sikre, at data videresendes fra netværk til netværk, hvor netværksknudepunkterne har oplysninger om den videre vej frem mod modtagerens netværk.

Hovedparten af internettet benyttede i 2006 version 4 af IP, hvor IP-nummeret fylder 32 bit, der skrives som fire værdier mellem 0 og 255 efter hinanden adskilt af punktum, fx 207.25.71.24.

I version 6 af er IP-nummeret meget større, 128 bit, der skrives som otte værdier mellem 0 og 65.535 i heksadecimal notation (se talsystemer) efter hinanden adskilt af kolon, fx 0:0:0:0:0:0:CF19:4718. Herved er der plads til, at flere maskiner kan tilsluttes internettet individuelt.

IP-numre udskiftes fra tid til anden, og de kan være svære at huske. Derfor bruger man normalt symbolske navne som fx www.cnn.com. Symbolske adresser er konstrueret hierarkisk ved at dele internetverdenen ind i domæner og subdomæner; maskinen "www" ligger således i subdomænet "cnn", en del af domænet "com".

Internettet er udstyret med en distribueret telefonbog (Domain Name Service), hvor symbolske adresser kan slås op, og det tilhørende IP-nummer findes. Dette opslag foretages af de fleste internetprogrammer, uden at brugeren besværes hermed.

Med internettet som infrastruktur er der etableret en lang række funktioner, som alle tilsluttede computere kan udnytte.

Disse tjenester inkluderer bl.a. mulighed for: at udveksle e-mail mellem to computere via SMTP (Simple Mail Transfer Protocol) og tømme personlig postkasse (mailbox) på central computer vha. POP3 (Post Office Protocol, version 3), at opkoble som terminal til anden computer via telnet, at blade i og kopiere (downloade) filer fra en anden maskine via FTP (File Transfer Protocol), at klikke sig frem fra et hypertekstdokument til et andet på World Wide Web vha. HTTP (HyperText Transfer Protocol) og endelig at udveksle bidrag til nyhedsgrupper via NNTP (Network News Transfer Protocol).

Alle kan tilslutte sig internettet gennem en internetudbyder (ISP, Internet Service Provider). En computer kan tilsluttes internettet via telefonlinje eller bredbåndsforbindelse. Se telekommunikation.

• internettet
• TCP/IP