Faktaboks

Hippolyt

Hippolytos (ikke at forveksle med Hippolytos fra græsk mytologi)

Død
235

Hippolyt var en oldkirkelig teolog. Han er af ukendt oprindelse, men virkede i Rom og gjorde sig bemærket som forfatter af et stort antal bøger, hvoraf kun en del er bevaret på originalsproget græsk. Hans hovedværk er et stort skrift imod en lang række kætterier og afsluttet af en redegørelse for "den sande lære", men Hippolyt gjorde sig også gældende som kommentator af bibelske skrifter, som dogmatiker og som historiker. Det er endvidere sandsynligt, at han er ophavsmand til Den apostolske tradition, en fremstilling af regler og sædvaner i den romerske menighed, der formidler et enestående indblik i periodens praktiske kirkeliv.

Hippolyt var virksom i oppositionen mod Calixtus 1., hvis behandling af syndere han ikke fandt streng nok, og hvis tilladelse af ægteskab mellem kvinder af høj og mænd af lav stand han kritiserede. Striden førte til en splittelse af menigheden og til Hippolyts optræden som biskop, kirkehistoriens første modpave. Skismaet blev først bragt til ophør, da Hippolyt og hans daværende rival var døde på Sardinien efter på kejserlig befaling at være deporteret dertil. Han fejres som martyr af både den katolske og de ortodokse kirker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig