Hestemassakren er betegnelsen for den danske hærs nedslagtning af sine egne heste efter Slaget ved Helsingborg i marts 1710.

Baggrund

Under Store Nordiske Krig forsøgte Danmark i vinterhalvåret 1709-1710 at generobre Skåne fra Sverige. Forsøget blev endegyldigt standset af Slaget ved Helsingborg den 10. marts 1710, hvor den danske hær led et afgørende nederlag til den svenske hær under kommando af Magnus Stenbock. Resterne af den danske hær trak sig ind i Helsingborg, hvor man kunne se frem til et svensk bombardement og en efterfølgende storm. Få dage efter slaget blev det derfor besluttet at opgive felttoget og evakuere hæren fra Helsingborg. Det stod dog klart, at man umuligt kunne få alle sine mange heste med sig over Øresund, dels kavaleriets rideheste, dels de mange trækheste, som havde flyttet vogne og kanoner rundt i Skåne.

Nedslagtning

Den 14. og 15. marts 1710 gennemførtes en nedslagtning af ca. 3.900 heste, for at de ikke skulle falde i fjendens hænder. Officerernes kostbare private heste blev evakueret, og omtrent 500 blev efterladt i live, mens resten blev aflivet. Derudover ødelagde man også store mængder af forsyninger inden tilbagetrækningen. Det lykkedes at gennemføre selve evakueringen under dække af tæt tåge uden at miste en eneste soldat. Da den svenske hær rykkede ind i den tomme by, forestod et kæmpe arbejde med at bortskaffe de mange døde dyr. De militære heste repræsenterede en uhyre stor værdi, både økonomisk og militært, så man ville ikke have, at de skulle komme fjenden til gavn.

Andre hestemassakrer

Tilsvarende massakrer af heste i krigshistorien er ikke ukendte. Eksempelvis dræbte den svenske hær hovedparten af sine heste, over 4.000 styk, da de senere i Store Nordiske Krig var den pressede part. Den svenske hær blev drevet tilbage og søgte tilflugt i fæstningsbyen Tønning i Slesvig. Under tilbagetoget og under belejringen af byen gennemførtes i april og maj 1713 de omfattende aflivninger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig