Hendrik Anthony Kramers var en hollandsk fysiker, der er kendt for sine vigtige bidrag til kvanteteorien.
Kramers opholdt sig i København 1916-26 som Niels Bohrs nærmeste medarbejder og medvirkede her til at udvikle Bohrs korrespondensprincip. Hans samarbejde med Werner Heisenberg om dispersionsteori under dennes ophold i København i 1924 var en vigtig forudsætning for Heisenbergs udvikling af matrixmekanikken.
I 1926 udviklede Kramers WKB-metoden (Wentzel-Kramers-Brillouin) til approksimativ løsning af Schrödingerligningen og viste, at Bohrs kvantebetingelser gælder i første tilnærmelse i den nye kvantemekanik. Han bidrog herefter med vigtige teoretiske arbejder om magnetisme, statistisk mekanik og kvanteelektrodynamik.
Kramers blev professor ved universitetet i Utrecht i 1926 og i Leiden i 1934. I 1946 blev han formand for den Videnskabelige og Teknologiske Komité under FN's Atomenergikommission.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.