Harriet Backer

Faktaboks

Harriet Backer
født:
1845
død:
1932

Harriet Backer, 1845-1932, norsk maler. Efter studier på malerskoler i Kristiania (Oslo) og hos Eilif Peterssen i München flyttede Harriet Backer i 1878 til Paris. Her besøgte hun Léon Bonnats malerskole, men vendte jævnligt tilbage til Norge, hvor Gerhard Munthe, Eilif Peterssen og Erik Werenskiold fik betydning for hendes udvikling.

Harriet Backers første modne arbejder ses omkring Pariseropholdet, hvor hun på et naturalistisk grundlag, men med tydelige impulser fra impressionismen malede friluftsbilleder og interiører.

Efter hjemkomsten til Norge 1888 skildrede hun især bondestuer og kirkerum. I disse stemningsmættede billeder udviklede hun et koloristisk maleri, hvor farvens fylde og stoflighed sammen med en næsten skitseagtig lethed er sat op mod billedets arkitektoniske strukturer.

I årene 1889-1912 drev Harriet Backer selv en malerskole i Kristiania og fik derigennem stor betydning for flere af næste generations norske malere. Hun er rigt repræsenteret i Nasjonalgalleriet i Oslo og i Rasmus Meyers Samlinger i Bergen.

Læs mere om norsk billedkunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig