Harald Scavenius

Harald Scavenius, 1873-1939, dansk diplomat og politiker; søn af Jakob Scavenius. Harald Scavenius blev cand.mag. i fransk og spansk fra Københavns Universitet i 1900 og indledte sin karriere i udenrigsdiplomatiet i 1904, hvor han rejste som legationssekretær til Sankt Petersborg. I 1909 rokerede han til Paris, og i 1911 til London. Han var gesandt i Sankt Petersborg 1912-18.

I 1917 og 1918 var Harald Scavenius leder af en storstilet dansk humanitær indsats, da Danmark overtog USA's opgave med krigsfangehjælpen til omtrent to millioner østrig-ungarske krigsfanger og civilfanger i Rusland og Sibirien. Her havde Danmark for alvor en rolle at spille i international politik. Ved Danmarks diplomatiske brud med Sovjetrusland i december 1918 rejste Scavenius modvilligt til København. Her blev han i 1919 afskediget af sin fætter, udenrigsminister Erik Scavenius.

I 1920 blev Harald Scavenius udenrigsminister i den anden Neergaard-regering. Grundlaget for ministerposten lå særligt i et udpræget nationalt standpunkt i det slesvigske spørgsmål samt positiv indstilling til Ententen (alliancen mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland) under 1. Verdenskrig. Han måtte i 1922 træde tilbage efter pres fra H.N. Andersen.

Harald Scavenius havde et skarpt blik for faren ved de totalitære ideologier. Således anså han også marxismen for en trussel for både Rusland og Europa. Dette standpunkt vakte ikke begejstring i det ekspanderende danske erhvervsliv og var derfor heller ikke befordrende for en fornyet udenrigsministerperiode.

1924-39 var Scavenius igen gesandt, først i Rom, senere i Bern og Haag. I sin tid i Rom indberettede han flittigt til det danske udenrigsministerium om Mussolini og den italienske fascisme. Scavenius rejste i 1928 fra Rom.

I dansk diplomati blev Harald Scavenius aldrig anerkendt, og forholdet til fætteren Erik Scavenius, Danmarks udenrigsminister under såvel 1. som 2. Verdenskrig, var gensidigt anstrengt.

Læs også om Harald Scavenius i Dansk Biografisk Leksikon.