Faktaboks

Hanan al-Shaykh

حنان الشيخ (Ḥanān al-Shaykh)

Født
12. november 1945, Beirut, Libanon

Hanan al-Shaykh er en prisvindende libanesisk forfatter, journalist og dramatiker. Hun er født og opvokset i Beirut og har siden 1982 boet i London. Hun fik sit store gennembrud i 1980 med romanen Hikayat Zahra (på dansk Zahras historie, 1990). Hun skriver på både arabisk og engelsk, og hendes værker er blevet oversat til mere end 20 sprog.

Hanan al-Shaykhs baggrund

Hanan al-Shaykh er født og opvokset i Beirut, Libanon. Hun begyndte sin forfatterkarriere allerede som 16-årig, hvor hun fik sine første tekster udgivet i avisen al-Nahar.

I perioden 1963-1966 studerede hun på American College for Girls i Cairo. Her skrev hun sin første roman Intihar rajul mayyit (En død mands selvmord), som blev udgivet i 1970. Tilbage i Beirut arbejdede hun som journalist for aviserne al-Hasna og al-Nahar. I 1976, året efter den libanesiske borgerkrig brød ud, forlod hun Libanon sammen med sin mand og sine to små børn. Frem til 1982 boede de i Saudi-Arabien. I dag er de bosat i London.

Hovedtræk i Hanan al-Shaykhs forfatterskab

Hanan al-Shaykhs forfatterskab kredser om kvindeliv fra et utal af forskellige perspektiver. Hun har skrevet om de shiitiske traditioner, som har formet hendes familie; om kvinder, der trodser patriarkatet og bryder med tabuer; og hun har udfordret dominerende fortællinger om den libanesiske borgerkrig.

Hendes romaner er komplekse og med skiftende synsvinkler, som fx i Misk al-Ghazal (1989, Gazellens moskus), hvor fire kvinder fortæller hver deres historie om livet i Golfen.

I de to romaner Hikayat Zahra (1980, på dansk Zahras historie, 1990) og Barid Bayrut (1992, på dansk Beirut Blues, 2003) har Hanan al-Shaykh skrevet om to unge kvinders liv under den libanesiske borgerkrig. Mens Zahras historie er et psykologisk og seksuelt drama, som fra forskellige synsvinkler følger hovedpersonen Zahra, er Beirut Blues en brevroman. I 1995 anmeldte Salman Rushdie den som hendes fineste roman til dato, og som en alle burde læse for dens komplekse portræt af Beirut under borgerkrigen.

I 2005 udgav hun romanen Hikayati sharh yatul (på dansk Græshoppen og fuglen: min mors historie, 2011) om morens livshistorie, om hendes arrangerede ægteskab og om tvang og kærlighed. Hanan al-Shaykhs senere romaner udspiller sig primært i London.

Blandt forfatter, som har inspireret hendes forfatterskab, peger Hanan al-Shaykh selv på sudanesiske Tayeb Salih, egyptiske Sonallah Ibrahim og libanesiske Layla Baalbakki.

Udvalgte værker

Blandt Hanan al-Shaykhs romaner, novellesamlinger og dramaer skal følgende fremhæves:

Romaner

  • Intihar rajul mayyit (1970, En død mands selvmord)
  • Faras al-Shaytan (1975, Djævelens hest)
  • Hikayat Zahra (1980, på dansk Zahras historie, 1990)
  • Misk al-ghazal (1989, Gazellens moskus)
  • Barid Bayrut (1992, på dansk Beirut Blues, 2003)
  • Innaha lundun ya azizi (2001, på dansk Kun i London, 2002)
  • Hikayati sharh yatul (2005, på dansk Græshoppen og fuglen: min mors historie, 2011)
  • The Occasional Virgin (2018)

Noveller

  • Aknas al-shams an al-sutuh (1994, Jeg fejer solen af tagene)
  • One Thousand and One Nights: A Retelling (2013)

Dramaer

  • Dark Afternoon Tea (1993)
  • Paper Husband (1997)

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig