Hôtel des Invalides med kuppelkirken Église du Dôme.

.

Hôtel des Invalides er et stort bygningskompleks på venstre Seinebred ca. 1,5 kilometer øst for Eiffeltårnet i Paris. Det blev grundlagt af Ludvig 14. i 1670 som hjem for krigsinvalider. Bygningskomplekset omfatter en karré med mange gårde og en kirke i midteraksen. Komplekset blev påbegyndt i 1671 af Libéral Bruant og blev indviet i 1676. Det fuldendtes af Jules Hardouin Mansart, der til kirken Saint-Louis føjede sit hovedværk, kirken Église du Dôme (1679-1706), hvis mægtige kuppel dominerer komplekset. Dermed var der i en periode to kirker.

Faktaboks

Etymologi

Hôtel des Invalides er fransk og betyder 'invalidernes palæ'

Også kendt som

Hôtel National des Invalides

Krigsinvalider

Ludvig 14. grundlagde hjemmet for krigsinvalider efter de krige, han førte i 1667-1668 mod Spanien om De Spanske Nederlande, og i 1672 mod Holland; en krig som Spanien og Østrig blev inddraget i.

Senere blev institutionen udvidet af Napoleon til at rumme 5.000 beboere.

Napoleons mausoleum

Krypten under kuplen blev til Napoleons mausoleum i 1861. Under kuplen giver en stor cirkulær åbning i gulvet udsyn til krypten med Napoleons enorme røde porfyrsarkofag; hans jordiske rester, som blev overført til Paris 1840, blev bisat her i 1861. Krypten blev bygget af Louis Visconti (1791-1853), og kirken blev til mausoleum. Napoleons søn, Napoleon 2., hvis titel var kongen af Rom, blev gravlagt i krypten i 1969. I sidekapellerne hviler feltherrer fra første verdenskrig.

Bygningerne i dag

I dag rummer Hôtel des Invalides Frankrigs militærhistoriske museum, Musée de l'Armée, som bl.a. omfatter en samling af reliefmodeller af militære anlæg; det rummer desuden begravelsesområde for nogle af Frankrigs krigshelte, bibliotek og arkiver.

Kirken Cathédrale Saint-Louis des Invalides fungerer stadig som kirke med kirkelige handlinger for franske militærfolk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig