Guds rige var et nøgleord i Jesu prædiken ifølge de tre første evangelier i Det Nye Testamente; i Matthæusevangeliet hedder det oftest Himmeriget eller blot Riget. I Johannesevangeliet findes det to gange, hos Paulus otte.

Faktaboks

Etymologi
Guds rige hedder på hebraisk malkúth jahveh, på græsk basileia tou theou.

Gennem tiden er det fortrinsvis blevet tolket som en etisk størrelse, men i 1892 påpegede den tyske teolog Johannes Weiss, at Guds rige i Jesu forkyndelse skal forstås ud fra en antik jødisk forventning om et guddommeligt indgreb i historien med en ny verden til følge (eskatologi). Forudsætningen er talen i Det Gamle Testamente om Gud som konge og om hans kongedømme. Mennesker regerer på "lånt tid"; til sin tid vil Gud selv udøve det fulde herredømme.

I Det Nye Testamente rummer talen om Guds rige en spænding mellem et "allerede" og et "endnu ikke"; således er Guds rige både kommet nær (fx Matthæusevangeliet, 3,1; 4,17) og i Jesus til stede midt iblandt mennesker (fx Lukasevangeliet, 11,20; 17,21). Forudgribende virkeliggøres Guds rige dér, hvor Guds vilje sker; hos Paulus hedder det, at Guds rige ikke afhænger af ord, men af kraft (1. Korintherbrev, 4,20).

Det er blevet sagt, at Jesus forkyndte Guds rige, men det var kirken, der kom. Ifølge Det Nye Testamente er Guds rige nemlig ikke identisk med kirken, der netop skal afløses af Guds rige. Kirkefaderen Origenes udtrykte det ved at tale om Jesus som autobasileía, riget selv. I Om Guds stad kontrasterer Augustin i 400-tallets begyndelse Guds rige med denne verden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig