Georges Clemenceau

Georges Clemenceau, Georges Benjamin Clemenceau, 1841-1929, fransk statsmand, læge og journalist. Under kejserdømmet blev Clemenceau flere gange arresteret for sine republikanske idéer. Efter udråbelsen af Den Tredje Republik 4. september 1870 valgtes han til borgmester på Montmartre og efter våbenstilstanden til deputeret i Versailles. Clemenceau søgte uden held at forsone den oprørske Pariserkommune og Nationalforsamlingen, nedlagde sit mandat, men blev genvalgt i 1876. Som venstrerepublikaner var han i 1880'erne indædt modstander af opportunisterne, især af Jules Ferry og hans kolonipolitik. Hans angreb bidrog til Ferrys fald i 1885. Selv blev han ramt af dønninger fra Panamaskandalen og tabte sit mandat i 1893. Fra 1897 optrådte Clemenceau som lederskribent i avisen L'Aurore, der i 1898 tog Dreyfusaffæren op med Zolas berømte artikel med overskriften "J'accuse" ('Jeg anklager'), en titel, som ikke Zola, men Clemenceau fandt på.

Affæren førte til Clemenceaus politiske comeback. Han blev senator 1902, valgt og genvalgt i Le Var indtil 1920. I 1906 blev han indenrigsminister under Ferdinand Sarrien (1840-1915) og beholdt posten, da han samme år selv fik regeringen. Clemenceau satte i sin regeringstid 1906-09 tropper ind mod strejkende minearbejdere i nord og oprørske vinbønder i syd, hvilket førte til brud med socialisterne. Men han satte også sociale reformer i gang og oprettede et arbejdsministerium. Andre sider af hans politik, bl.a. en lov om indkomstskat, mødte borgerlig modstand. Tilbage i opposition bekæmpede han Poincaré, men støttede dog loven om tre års militærtjeneste i 1913.

Som medlem af Senatets hærkommission overvågede og kritiserede han fra 1914 den franske krigsførelse. Hans markante optræden og en række kriser på både front og hjemmefront førte i november 1917 til, at kammeret gav Clemenceau diktatoriske beføjelser som leder af et håndplukket krigskabinet. Clemenceau, der også var kendt under tilnavnet Tigeren, ønskede ingen fred, før Tyskland var slået, og han for hårdt frem mod pacifister på hjemmefronten. To tidligere ministre, Malvy og Caillaux, der i 1917 havde agiteret for fred, blev anklaget og dømt for højforræderi. I 1918 lykkedes det Clemenceau at få de allieredes accept af en fælles kommando med Foch som overgeneral. Efterårets offensiv, nu med amerikansk støtte, afgjorde krigen. Den 11. november 1918 blev Clemenceau hyldet som "sejrens fader", men i 1919 følte han sig berøvet sejrens frugter. Versaillesfreden blev hverken af ham eller af den franske opinion opfattet som en tilstrækkelig garanti mod Tyskland i fremtiden. Vraget som præsidentkandidat i 1920 trak Clemenceau sig definitivt ud af politik.