Genan
Granulatet fremstillet af de gamle bildæk bliver bl.a. brugt på kunstgræsbaner til fodbold.
Genan
Byline: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix.

Genan-sagen er en af de største danske erhvervsskandaler. Svindel med regnskaberne og et skjult aktionærlån på 420 mio. kr. kostede storaktionæren, pensionsselskabet PKA, op mod 1 milliard kr.

Genan-selskabernes stifter Bent A. Nielsen fik trods en alder af 78 år tilbage i 2021 stadfæstet en dom på seks års fængsel ved Vestre Landsret for svindlen, mens selskabets revisor i Deloitte, Bjarne Nielsen, blev idømt tre års fængsel. Deloitte blev samtidig dømt til at betale en erstatning på omkring en halv milliard kr. på grund af de manipulerede regnskaber.

Ideen bag Genan og genbrug af dæk

Genan med hovedkvarter i Viborg producerer gummigranulat af brugte bildæk. Granulatet bruges blandt andet som blødt underlag til kunstgræsbaner og legepladser.

Virksomheden fik tilbage i 1993 verdens første miljøminister, Jens Kampmann (S), med i bestyrelsen, der i 2008 blev suppleret med investeringsdirektør Michael Nellemann fra det store pensionsselskab PKA, der havde besluttet sig for at overtage lige knap halvdelen af aktierne fra stifteren af og bestyrelsesformanden for Genan, Bent A. Nielsen.

Genan-selskaberne lignede en god businesscase. Danmark havde som et af de første lande i verden indført forbud mod afbrænding og deponering af brugte bildæk tilbage i 1995. Senere fulgte en pantordning på bildæk, der i lighed med den for tomme flasker skulle sikre, at dækkene blev genbrugt. Og pensionskassen så gode muligheder for at åbne tilsvarende genbrugsvirksomheder i andre lande.

Genan opdelt i to koncerner

Genan var frem til 2014 delt op i to selvstændige koncerner uden nogen fælles regnskabsopgørelse
Genan var frem til 2014 delt op i to selvstændige koncerner uden nogen fælles regnskabsopgørelse
Licens: CC BY SA 3.0

Genans regnskaber var imidlertid svære at gennemskue. Frem til 2014 bestod virksomheden af henholdsvis en tysk og en dansk koncern, der i modsætning til normen ikke aflagde noget fælles regnskab, selvom samtlige aktier i begge selskaber var kontrolleret af en investorgruppe anført af PKA samt Bent A. Nielsen og hans børn.

Det danske moderselskab, Genan Business & Development A/S, tjente penge på at udvikle og opføre anlæg til genanvendelse af gamle dæk. Men selskabet havde kun én kunde, og det var Genan A/S, som til gengæld var ejet af et tysk moderselskab, Genan Gruppen.

Genan A/S solgte gummigranulatet til de eksterne kunder. Men samtidig havde det også et stor forretning på salg til Genan Business & Development. Således hentede Genan hele to tredjedele af sin fortjeneste fra salg til Genan Business & Development frem mod afsløringen af svindlen. Pengene havnede direkte på bundlinjen hos Genan, selvom ikke en eneste krone havde bevæget sig uden for de to forbundne koncerner.

Misvisende regnskaber

Samtidig medførte opdelingen af virksomheden i to koncerner, at de ydelser de to koncerner købte hos hinanden kunne afskrives over typisk ti år som udviklingsomkostninger og lange investeringer. Det vil sige, at kun en tiendedel af udgiften belastede regnskabet det år, som udgiften blev afholdt, mens indtægten for det modsatrettede salg blev omvekslet til omsætning og overskud med det samme.

Milliardlån på et falsk grundlag

Genan
Genan i Viborg laver fortsat granulat ud af gamle bildæk. Her foto fra 2022.
Genan
Byline: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix.

I 2013 optog Genan et lån hos et bankkonsortium på 1,3 mia. kr. En betingelse for udbetalingen af lånet var, at et tidligere lån, som Genan havde ydet til Bent A. Nielsens private tyske selskab Ban International Gmbh, først var fuldt tilbagebetalt. Selskabets daværende revisor fra revisionsfirmaet Deloitte, Bjarne Nielsen, skrev i en revisorerklæring i modstrid med sandheden, at lånet på 420 mio. kr. var tilbagebetalt.

Direktør Bent A. Nielsen blev dømt for at have pådraget bankerne et tab på ikke under 420 mio. kr., herunder 73 mio. kr., som var brugt til privatforbrug for ham selv og den nærmeste familie.

De forgangne års regnskaber blev genbesøgt med nye briller. Pæne overskud i de foregående år blev forvandlet til underskud. Bunden blev nået i 2014 med et underskud på næsten trekvart milliard kr. og en negativ egenkapital på mere end en halv milliard kr.

Genan i dag

Genan har i dag alle sine aktiviteter samlet i én koncern med et fælles regnskab. Såvel ledelse som direktion er udskiftet i 2015 og 2016. Koncernen havde i regnskabsåret for 2022 takket være udskillelsen af selskab med tabsgivende aktiviteter en positiv egenkapital og kom ud af regnskabsåret med et underskud på knap tre mio. kr. PKA har solgt lidt over halvdelen af selskabets aktier til en fond under investeringsselskabet Maj Invest.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig