Frankrig - historie (1789-1804: Revolutionen og monarkiets fald)
Frankrig – historie (1789-1804: Revolutionen og monarkiets fald), Revolutionen og monarkiets fald (1789-92)
Stænderforsamlingen åbnede den 5.5.1789 i Versailles. Adelen ønskede et aristokratisk monarki, tredjestand et konstitutionelt monarki uden standsprivilegier og med åndelig og økonomisk frihed. Efter en strid om afstemningsproceduren erklærede tredjestand sig for Nationalforsamling og svor ved den såkaldte Boldhused ikke at ville skilles, før der var vedtaget en fri forfatning. Rygter i Paris om et kongeligt kup fremkaldte Stormen på Bastillen den 14/7, som blev det første store oprør i Den Franske Revolution. Oprøret bredte sig til provinsen. For at standse det afskaffede Nationalforsamlingen den 4/8 alle standsprivilegier og feudale tjenesteforhold, og den 26/8 blev Menneskerettighedserklæringen vedtaget. Den 6/10 førte et protesttog af kvinder og nationalgardens medlemmer kongen til Paris, hvor han blev sat under folkets opsyn. For at løse finanskrisen inddrog Nationalforsamlingen i november 1789 kirkegodset, og med sikkerhed i nationalgodset udstedtes endvidere assignater, der snart blev gangbare pengesedler. Køberne af nationalgods blev fremover af frygt for at miste værdierne revolutionens sikreste støtter. Præsterne blev embedsmænd og skulle aflægge ed på forfatningen. Dette nægtede mange, fordi paven fordømte revolutionen. Det fremkaldte en antikirkelig holdning hos den mest revolutionære fløj, montagnarderne. Pavens enklave med byen Avignon blev annekteret, kirkerne nedlagt, borgerlige ceremonier blev indført, og i 1793 afskaffede revolutionskalenderen kristen tidsregning og kirkens festdage.
Efter et flugtforsøg blev kongen den 22.6.1791 arresteret; 14/9 aflagde han dog ed på forfatningen og blev konstitutionel monark. Europas monarker så med voksende uro på revolutionen. I 1792 udbrød der krig med Østrig og Preussen, og da Østrig stillede et ultimatum, stormede de parisiske sansculotter kongepaladset Tuilerierne. Kongen blev afsat den 10.8.1792, og frygten for invasion affødte "septembermyrderierne".
Nationalkonventet og Rædselsherredømmet (1792-95)
Den franske hær standsede den 20.9.1792 fjenden ved Valmy og besatte Belgien, venstre Rhinbred, Nice og Savoyen. Det nyvalgte Konvent gennemførte en retssag mod kongen, som blev dømt og henrettedes januar 1793. England, Holland, Spanien, Østrig og Preussen dannede nu den første koalition, og det kom til et royalistisk oprør i Vendée i Vestfrankrig. Konventet oprettede derfor i juni 1793 med støtte fra sansculotterne en diktatorisk velfærdskomité, ledet af Maximilien de Robespierre og Louis Saint-Just. Den udrensede under Rædselsherredømmet, La Terreur (1793-94), mistænkte modstandere af revolutionen, heriblandt girondinerne under Jacques Pierre Brissot, de moderate med deres leder Georges-Jacques Danton samt de ultrarevolutionære under Jacques René Hébert. Den 9. thermidor år 2 (27.7.1794) styrtede Konventet Robespierre og indledte en forfølgelse af jakobinerne. Lazare Carnot organiserede revolutionens massehære, der under unge generaler i 1795 tvang Preussen, Holland og Spanien til fred. Belgien, Luxembourg og venstre Rhinbred blev fransk område, mens Holland blev en lydrepublik. Oprøret i Vendée blev nedkæmpet i løbet af 1795.
Styrende forsamlinger, kejsere, konger og præsidenter i Frankrig
Første Republik | |
---|---|
1792-95 | Nationalkonventet |
1795-99 | Direktoriet |
1799-1804 | Konsulatet |
Første Kejserdømme | |
1804-14 | Napoleon 1. |
Første Restauration | |
1814-15 | Ludvig 18. |
De 100 Dage | |
1815 | Napoleon 1. (Napoleon 2. titulær kejser) |
Anden Restauration | |
1815-24 | Ludvig 18. |
1824-30 | Karl 10. |
Julimonarkiet | |
1830-48 | Ludvig-Filip |
Anden Republik | |
1848-52 | Ludvig-Napoleon |
Andet Kejserdømme | |
1852-70 | Napoleon 3. |
Tredje Republik | |
1871-73 | Adolphe Thiers |
1873-79 | Patrice Mac-Mahon |
1879-87 | Jules Grévy |
1887-94 | Sadi Carnot |
1894-95 | Jean Casimir-Périer |
1895-99 | Félix Faure |
1899-1906 | Émile Loubet |
1906-13 | Armand Fallières |
1913-20 | Raymond Poincaré |
1920 | Paul Deschanel |
1920-24 | Alexandre Millerand |
1924-31 | Gaston Doumergue |
1931-32 | Paul Doumer |
1932-40 | Albert Lebrun |
Vichystyret | |
1940-44 | Philippe Pétain |
Provisorisk regering | |
1944-46 | Charles de Gaulle |
1946 | Félix Gouin |
1946 | Georges Bidault |
Fjerde Republik | |
1946-47 | Léon Blum |
1947-54 | Vincent Auriol |
1954-59 | René Coty |
Femte Republik | |
1959-69 | Charles de Gaulle |
1969-74 | Georges Pompidou |
1974-81 | Valéry Giscard d'Estaing |
1981-95 | François Mitterrand |
1995-2007 | Jacques Chirac |
2007-12 | Nicolas Sarkozy |
2012-17 | François Hollande |
2017- | Emmanuel Macron |
Trods de urolige forhold udførte Konventet et stort reformarbejde. Der blev indført religionsfrihed og forbud mod slaveri samt ret til skilsmisse og lige arveret for alle børn. Desuden blev de sidste feudalrettigheder samt fællesskabet i landbruget ophævet, og et nyt møntsystem blev indført tillige med decimal- og metersystemet. En ny forfatning skulle via en deling af magten forhindre diktatur. Den udøvende magt blev lagt i et femmandsdirektorium og den lovgivende i to råd, De Femhundredes og De Ældstes, begge valgt med begrænset stemmeret.
Direktoriet (1795-99)
Direktoriet var en borgerlig republik, der var domineret af de besiddende, som havde draget fordel af revolutionen og nu forsvarede deres interesser med alle midler. Statsgælden var enorm pga. en kaotisk skatteopkrævning og store krigsudgifter, finansieret med mere og mere værdiløse assignater. De blev inddraget i 1797, hvilket sammen med 2/3-bankerotten året efter, da gælden blev nedskrevet til 1/3, gav store gevinster til ejerne af nationalgods.
Den 28-årige general Napoleon Bonapartes felttog i Italien tvang i 1797 Østrig til fred. For at ramme England økonomisk ved at åbne den gamle handelsvej til Østen over Suez landede Bonaparte i 1798 i Egypten med en hær, men han blev afskåret af admiral Nelsons flådesejr ved Abu Qir. Over for Direktoriets aggressive udenrigspolitik dannede England, Østrig, Tyrkiet og Rusland nu den anden koalition. Dette genvakte jakobinismen, men af frygt for en ny ekstremisme gennemførtes den 18. brumaire år 8 (9.11.1799) et statskup ledet af den hjemvendte Bonaparte. Han blev selv førstekonsul i et tremandskonsulat. Se også Den Franske Revolution.
Konsulatet (1799-1804)
Konsulatet skulle imødekomme et udbredt ønske om en autoritær orden og international fred, uden at revolutionens resultater blev sat over styr.
Forfatningen byggede på almindelig stemmeret, men reelt lå magten hos førstekonsulen. De valgte organer var konstitutionelle kulisser. Forfatningen blev godkendt ved en folkeafstemning med 3 mio. jastemmer over for 1600 nejstemmer, og i 1802 blev Bonapartes konsulat livsvarigt ved en ny folkeafstemning.
Bonaparte søgte at overvinde modsætningerne efter revolutionen. Både montagnarder, moderate og royalister fik adgang til at gøre karriere i det nye centralistiske statsapparat, og emigranter fik lov at vende hjem. Bonaparte oprettede Æreslegionen og et nyt meritaristokrati som modvægt til den gamle adel. Med konkordatet i 1801 fik han afklaret forholdet til den katolske kirke, der fik kirkerne tilbage og fik løn til præsterne; men religionsfriheden bevaredes.
Krigen mod den anden koalition fortsatte. Bonapartes overgang over Alperne i 1800 førte til sejr over Østrig ved Marengo. Rusland forlod nu koalitionen, og Østrig sluttede fred i 1801, England i 1802. Men freden varede kun et år. Bonapartes udenrigspolitik og aktive kolonipolitik udfordrede snart englænderne.
Læs videre om det første kejserdømme, om restaurationen og De 100 Dage, gå tilbage til begyndelsen af Frankrigs historie eller læs om Frankrig i øvrigt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.