Filippinerne – sundhedsforhold, Sundhedstilstanden og sygdomsspektret præges af den sociale og økonomiske udvikling og af de klimatiske og geologiske forhold. Årligt tilbagevendende orkaner og oversvømmelser samt jordskælv og vulkanudbrud medfører mange dødsfald; tropesygdomme som malaria og bilharziose samt fattigdomsrelaterede sygdomme som luftvejsinfektioner og diarré har stadig stor udbredelse. Tilstedeværelsen af WHO's regionale kontor har haft betydning for succesfulde sundhedskampagner især mod polio, børnesygdomme og A-vitaminmangel samt udbygning af det primære sundhedssystem. Børnedødeligheden er halveret i perioden 1965-95, ligesom mødredødeligheden er betydeligt lavere end i nabolandene. Brugen af svangerskabsforebyggende midler er ringe, og befolkningstilvæksten har været næsten uændret i perioden 1965-95. Luftforureningen i Manila samt andre miljømedicinske forhold præger sundhedsforholdene i stigende grad ligesom hiv/aids og andre seksuelt overførte sygdomme. Også den type leverbetændelse, som kan medføre leverkræft, er udbredt, men forventes kontrolleret, når en effektiv vaccine bliver billigere. Filippinerne har selv en hastigt voksende vaccineindustri.

Læs mere om Filippinerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig