Faktaboks

Farre Kirke
Sogn
Farre Sogn
Provsti
Grene Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Vejle Kommune

Farre Kirke er en modernistisk præget kirke i den nordlige udkant af Farre. Samme sted lå tidligere en middelalderkirke.

Middelalderens Farre Kirke

Den nuværende Farre Kirke er ikke den første på sin plads. Tværtimod lå her før en middelalderkirke, som der dog ikke vides meget om. Den var formodentlig bygget af frådsten, og blev nok nedlagt i årene efter Reformationen. Endnu i starten af 1800-tallet skal kirkens gamle nordmur have stået i menneskehøjde, men de sidste rester af kirken forsvandt i løbet af samme århundrede.

Den nuværende Farre Kirke

Tilløbet til at bygge en ny kirke i Farre startede allerede i begyndelsen af 1900-tallet. Først i 1955 lykkedes det dog at sikre finansieringen af en ny kirke, som blev igangsat samme år og stod færdig den 16. december 1956. Kirken består af et skib, et smallere kor, og mod vest et tårn.

Kirken

Selvom Farre Kirke tydeligt er bygget med afsæt i den gennemsnitlige danske landsbykirke, er dens arkitektoniske udtryk alligevel umiskendeligt modernistisk, med sine store, ubrudte murfladet og minimale dekoration.

Kirkens indre

Indvendigt fremstår kirkerummet igen præget af mødet mellem traditionel kirkearkitektur og det modernistiske præg. De nøgterne, hvidkalkede vægge og det flade bræddeloft vækker mindelser om romanske kirkerum, mens den kurvehanksbuede korbue og inventaret er umiskendeligt moderne. Mod øst falder blikket naturligt mod den store kalkmalede dekoration på korets østvæg, som forestiller Julenat, Påskemorgen og Pinsen.

Inventar i Farre Kirke

Inventaret i kirken er fra indvielsestiden. Alteret prydes af et stort, forgyldt kors, mens den grå granitdøbefont er opbygget med en sekssidet kumme på en fod af tre sammensatte piller. Prædikestolen er myret af gule sten og er udsmykket med indmurede kors.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig