De sociale forhold i Estland var før uafhængigheden organiseret efter sovjetisk forbillede, hvilket indebar arbejde til alle, fri sygehjælp og pension. Efter uafhængigheden i 1991 gennemførtes en liberalistisk model, som bygger på et skattesystem med indkomstskat, et momssystem samt en socialskat, som primært betales af virksomhederne; af provenuet herfra går 2/3 til socialforsikring og 1/3 til et sygesikringssystem.
På arbejdsmarkedet er der vedtaget en lovgivning efter nordisk og vesteuropæisk forbillede, men det er langtfra færdigudbygget, og lønniveauet er meget lavt. Pensionsalderen var i 1994 60 år for mænd og 55 år for kvinder. Folkepensionen udgør 85 % af minimumslønnen; 100 % for handicappede. Efter privatiseringen af boligmassen kan der ydes en vis boligstøtte.
Det blev i 1992 anslået, at omkring 20 % af befolkningen levede på et eksistensminimum, og mange andre lever på et lavt økonomisk niveau. Alligevel er der i midten af 1990'erne begyndende social stabilitet, og selvom der også er fremkommet en klasse af såkaldt nyrige, ses færre sociale spændinger end i mange andre tidligere kommunistiske lande.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.