Energibesparelse er nedbringelse af energiforbruget.

Adfærdsbetingede besparelser opnås gennem ændring af folks vaner, fx med energisparekampagner og regler, mens teknologisk betingede besparelser eller effektiviseringer opnås ved udskiftning eller nyinstallation af tekniske anlæg og apparater med henblik på at opnå samme ydelse ved brug af mindre energi. Fx bruger de enkelte apparater i husholdningen mindre energi end tidligere.

Siden oliekrisen i 1973 har både besparelser og effektiviseringer været et vigtigt element i energipolitikken, der har bidraget til at holde energiforbruget nogenlunde konstant, og som i stigende grad tænkes ind i den grønne omstilling.

Da ca. 40 % af Danmarks energiforbrug bruges på opvarmning, lys og ventilation i bygninger, er det et stort potentiale for effektivisering og besparelser. Både Energistyrelsen, el- og varmeselskaber mv. yder rådgivning om besparelser i bygninger, virksomheder, husholdninger mv. Siden 1998 har energimærkning af bygninger været et krav ved salg eller udleje, og der er opnået betydelige energibesparelser ved bedre isolering af bygninger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig