Lavenergihus, hus, hvis energibehov til rumopvarmning er halvt så stort pr. m2 som et hus, der blot opfylder kravene i Bygningsreglementet. Det lavere energiforbrug opnås ved bedre isolering, bedre tætning, genvinding af varmen i ventilationsluften, mere effektivt varmeanlæg samt ikke mindst ved at udnytte solenergi.

Den bedre isolering opnås primært ved vinduer med bedre isoleringsevne, tykkere isolering i de øvrige flader og ved at undgå kuldebroer. Vinduernes isoleringsevne skal ifølge Bygningsreglementet være dobbelt så god som termoruders, men der findes i dag vinduer, der isolerer mere end fire gange bedre end termoruder. Da rammerne isolerer dårligere end glasset, sparer det energi at lave få store vinduer i stedet for mange små.

Når den varme indeluft skiftes ud med frisk luft, kan varmen overføres til den friske luft gennem en varmeveksler. Der sælges i dag vekslere, som genvinder 80% af varmen med et begrænset forbrug af el til ventilatoren.

Anvendelse af solenergi og jordvarme kan reducere energitilførslen fra konventionelle energikilder. Varmepumper, som henter varmen fra jord, er ca. dobbelt så effektive som direkte elvarme. Solenergi kan udnyttes i solvarmeanlæg til opvarmning af varmt brugsvand. Der vil som regel kunne spares 60% af årsforbruget til opvarmning af vand.

Det største solvarmebidrag kommer imidlertid ind gennem vinduerne. Gennem sydvendte vinduer er solvarmebidraget i opvarmningssæsonen ca. dobbelt så stort som for øst- og vestvendte vinduer og ca. fem gange så stort som for nordvendte vinduer. Medmindre vinduerne er overordentlig velisolerede, bør vinduesarealet således være størst mod syd. Ved anvendelse af store sydvendte vinduer er det som hovedregel nødvendigt at sikre mulighed for periodisk afskærmning. Til at holde på den indvundne solvarme kan anvendes tætsluttende, varmeisolerende skodder. Uopvarmede glasrum og udestuer kan virke som bufferzone og halvere varmetabet gennem den dækkede bygningsflade.

Energiforbruget til belysning kan reduceres ved at sikre god dagslysudnyttelse i form af ovenlys, høje vinduer og lyse indvendige overflader. Det indgår dog endnu ikke i Bygningsreglementets beregninger.

De stærkt stigende oliepriser efter 1973 var den udløsende faktor for en massiv indsats for udviklingen af energibesparende foranstaltninger i boligsektoren, herunder udviklingen af lavenergihuse. Frem til 1973 var det miljøhensyn og resurseknaphed, der var baggrunden for forskellige græsrodsbevægelsers lavenergihusbyggeri.

Det måske bedst kendte lavenergihus fra energikrisens begyndelse er det såkaldte 0-energihus på Lundtoftesletten nord for København. Det er udviklet af Danmarks Tekniske Højskole, nu Danmarks Tekniske Universitet. Energien til såvel opvarmning af husets 120 m2 boligareal som opvarmning af brugsvand leveres af en 42 m2 stor, sydvendt, lodretstillet solfanger, hvorfra den indfangede energi akkumuleres i en 30 m3 stor, nedgravet, højisoleret vandtank. 0-energihuset blev en attraktion; både eksperter og lægfolk fra mange lande besøgte huset i årene umiddelbart efter opførelsen i 1975.

Fra slutningen af 1980'erne blev drivkraften bag udviklingen af lavenergihuse på ny primært miljøhensyn. Især CO2-emissionens bidrag til drivhuseffekten ligger bag stramningen af reglerne om energiforbrug i bygninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig