EU - Dansk medlemskab

Da det stod klart, at EF ville blive dannet, stillede Storbritannien forslag om et bredt frihandelsområde inden for rammerne af OEEC. Den danske regering støttede forslaget, men briterne var imod et dansk ønske om at inddrage landbrugsprodukterne for at hindre en handelspolitisk deling af Europa, der placerede det britiske og det nordiske marked i én markedsordning og det tyske i en anden.

Da de danske ønsker ikke kunne samle enighed, var der fra dansk side ikke tilslutning til medlemskab af EF uden Storbritanniens deltagelse; industrien var bekymret pga. den forventede konkurrence, kun partiet Venstre og landbruget gik helhjertet ind for en tilslutning til EF. Landbrugsinteresserne vejede så tungt, at regeringen, selvom Danmark blev medlem af EFTA ved dets stiftelse i 1960, forsøgte at holde døren åben for en eller anden form for aftale med EF-landene.

Så da Storbritannien i 1961 ansøgte om medlemskab af EF, fulgte Danmark, Irland og Norge efter. Den danske regering lagde vægt på medlemskab "senest samtidig med Storbritannien", og da den franske præsident de Gaulle i 1963 nedlagde veto mod Storbritanniens deltagelse, var der fra dansk side ikke lyst til enegang.

Efter de hektiske forhandlinger i 1950'erne var 1960'erne på sin vis kendetegnet ved, at det politiske fokus i lyset af den økonomiske højkonjunktur og udbygningen af velfærdsstaten flyttede fra Det Europæiske Fællesskab til indenrigspolitiske spørgsmål. Samtidig var der kritiske uløste punkter i EF, der drejede sig om samarbejdets karakter og udspillede sig i forholdet mellem Frankrig, Vesttyskland og de små medlemslande.

Fouchetplanen fra 1961 (efter den franske politiker Christian Fouchet) foreslog i overensstemmelse med de Gaulles mål om et fædrelandenes Europa styrkelsen af nationalstaterne i forhold til integrationsprocessen. Planen kunne imidlertid ikke opnå støtte fra alle daværende medlemslande. De Gaulle ønskede dernæst et tættere samarbejde mellem Frankrig og Vesttyskland for at binde den tyske økonomi til et fransk ledet Europa, hvori den amerikanske indflydelse så vidt muligt blev holdt ude. Denne strategi kulminerede, da de Gaulle og Konrad Adenauer undertegnede en venskabs- og samarbejdspagt i januar 1963. Den blev bl.a. imødegået fra Benelux og Kommissionen, der hellere så et institutionaliseret samarbejde med en vis nødvendig suverænitetsafgivelse.

Den franske afstandtagen fra de overnationale tendenser resulterede i efteråret 1965 i den såkaldte tomme stols politik. Frankrig trak sig i protest mod flertalsafgørelserne ud af Ministerrådet og en række komitéer. Et kompromis, Luxembourgforliget, som blev vedtaget i januar 1966, gav reelt medlemslandene mulighed for at nedlægge veto mod en flertalsafgørelse i forhold, hvor nationale interesser stod på spil. Vetoretten kom til at spille en væsentlig rolle i den danske debat frem til midten af 1980'erne.

I 1967 ansøgte Danmark og de tre andre lande igen om medlemskab, men blev på ny mødt med et veto fra fransk side. Den danske regering valgte derfor at satse på et nordisk økonomisk samarbejde, men inden forhandlingerne herom var afsluttet, havde EF på et topmøde i december 1969 åbnet for en udvidelse. For Danmarks vedkommende var optagelsesforhandlingerne uproblematiske. Aftalen indebar en femårig overgangsordning, men Danmark fik næsten omgående adgang til at indføre de fælles landbrugspriser på en række produkter.

Spørgsmålet om dansk medlemskab af EF blev udlagt til folkeafstemning den 2. oktober 1972. Udfaldet blev, at 63,3% stemte ja og 36,7% nej til medlemskabet.

Den politiske kamp frem mod folkeafstemningen havde imidlertid været hård. Og den var blevet stadigt hårdere, efterhånden som den 2. oktober nærmede sig. Det var unge mod midaldrende. By mod land. Venstreorienterede mod borgerlige. Højskolen mod Handelshøjskolen. Landet og familier blev splittet.

Politisk set var Venstre med rod i landbruget det mest EF-positive parti. Det Konservative Folkepartis vælgere var også overvejende for et medlemskab, selv om enkelte erhvervsfolk var imod. Og begge de to partiers folketingsgrupper bakkede fuldt ud op om EF. De radikale og socialdemokratiske folketingsgrupper var derimod delte mellem EF-tilhængere og -modstandere, selv om førstnævnte var i flertal. SF’s folketingsgruppe var entydigt imod EF. Uden for Folketinget var Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti meget aktive i EF-modstanden. Det banede vejen for, at de senere kom ind i Folketinget.

Frem til 2. oktober 1972 frygtede mange danske EF-tilhængere et nej. Den 25. september 1972 havde et flertal af de norske vælgere stemt nej til EF-medlemskab. Ville det kaste danske tvivlere i retning af et nej, spurgte de. Resultatet ved folkeafstemningen 2. oktober blev imidlertid et klart ja. Næsten to-tredjedele af vælgerne stemte ja med en valgdeltagelse på over 90 procent af vælgerbefolkningen.

Ja-nej-delingen af den danske befolkning ophørte imidlertid ikke med folkeafstemningen om den danske optagelse i EF. Den fortsatte med at præge dansk politik. Ved valgene til Europa-Parlamentet valgtes i mange år en gruppe EF/EU-modstandere.

Ja-nej-delingen blev ikke bedre af, at EF i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var præget af, at krise afløste krise med interne spændinger, der fulgte i kølvandet på sammenbruddet af Bretton Woods-systemet med faste valutakurser og kraftige olieprisstigninger. Det førte til lavvækst, højinflation og massearbejdsløshed i EF-landene. I enkelte perioder i 1970’erne var et flertal af danskerne sandsynligvis tilhængere af at forlade EF. Det blev som bekendt ikke til noget, og siden har meningsmålinger vist, at der er flertal for at blive.

I midten af 1980’erne gik EF fra krise og til at blive betragtet som et succesfuldt projekt. Det skete med det Indre Marked-programmet, som blev lanceret i 1985 med Jacques Delors som formand for EF-Kommissionen. Målet med det Indre Marked var at fjerne alle hindringer for den interne varehandel i EF, at mindske bureaukratiet ved de interne grænseovergange og at åbne for konkurrence, når det offentlige foretog indkøb og byggede infrastruktur. Resultatet var et løft i erhvervslivets investeringer og flere jobs.

Det Indre Marked-programmet var formelt et program, som skulle være gennemført med udgangen af 1992. Men i virkeligheden var det en proces, som blev igangsat. Og som stadig er i gang med det mål, at EU skal være et fælles hjemmemarked for alle dets virksomheder. Med det Indre Marked blev det også foreslået, at der skulle være nye stemmeregler i Ministerrådet. Det skulle gøre det lettere at få gennemført direktiver, selv om enkelte lande var imod.

Officielt kaldtes ændringerne med det Indre Marked og de nye stemmeregler den ”Europæiske Fælles Akt”, men på dansk blev akten omdøbt til ”EF-Pakken”, som lå lettere på tungen. Det viste sig, at der i det danske Folketing var flertal imod EF-Pakken. Derfor valgte statsminister Poul Schlüter at udskrive en folkeafstemning om EF-Pakken til afholdelse i februar 1986, hvor det viste sig, at et klart flertal af danskerne var for.

Resultatet betød, at De Radikale og Socialdemokratiet – som havde anbefalet et nej – tog deres EF-politik op til revision. Hertil bidrog også Berlinmurens fald i 1989. Så da næste integrationsskridt blev fremlagt med fælles mønt og fælles retspolitik i Maastricht-traktaten i 1991, var de to partier fuldt ud på ja-fløjen. Det var også med denne traktatændring, at EF blev til EU.

Selv om der denne gang var stort flertal i Folketinget for et ja til Maastricht-traktaten, stemte et lille flertal af danskerne imidlertid nej ved folkeafstemninger herom i 1992. Herefter var gode råd dyre. Politisk set kunne Danmark næppe alene blokere for den nye traktat. Derfor udarbejdede en række personer med nej-folk i SF i spidsen et såkaldt nationalt kompromis.

Det indebar, at SF var villig til at skifte fra at anbefale et nej til at anbefale et ja, hvis Danmark fik en række undtagelser til traktaten vedrørende den fælles mønt, forsvarssamarbejdet, retssamarbejdet og unionsborgerskabet. Danmark har efterfølgende haft folkeafstemninger om ophævelse af de tre første af EU-forbeholdene. Men danskerne har kun stemt ja til at ophæve forbeholdet angående forsvarssamarbejdet. Det skete tidligere i år.

Når det drejer sig om danskernes generelle holdning til EU, har den været overvejende positiv i de seneste årtier. Samtidig er der også en del, som er utilfredse med EU’s politik angående eksempelvis indførelsen af en EU-mindsteløn, regler om udstationering af arbejdskraft, kønskvoteregler for bestyrelser, regler eller mangel herpå om indholdet i fødevarer og lignende. Men samtidig har danskerne tilsyneladende svært ved at få øje på et alternativ til EU. Dansk EU-skepticisme giver sig derfor udtryk i form af en såkaldt blød skepticisme. Man er ikke skeptisk over for EU som sådan. Men man kan være skeptisk over for dele af EU-politikken.

De hårde EU-skeptikere, som vil ud af EU, befinder sig i dag både et stykke til højre og et stykke til venstre på den politiske højre-venstre skala. Enhedslisten går stadig officielt ind for udmeldelse af EU, og Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har samme ønske. Det er dog i alle tilfælde et ønske, som de ønsker eksekveret på sigt.

Det store flertal af de politiske partier – og hele det politiske centrum-venstre og centrum-højre – ønsker imidlertid at blive i EU, hvilket reflekterer holdningen hos et flertal af danskerne. Det betyder som nævnt ikke, at de er tilfredse med alt i EU endsige alle de forslag, som kommer samme sted fra. Men det betyder, at de betragter EU som en politisk kamplads eller arena, hvor aktører kan strides og kompromiser indgås, som danskerne langt fra altid gouterer hundrede procent.

EU opfattes således i dag i hovedsagen som en politisk arena a la den, som eksisterer i Folketinget og i kommunalbestyrelserne rundt om i landet. Den rolle er ikke blevet mindre af, at EU er gået fra at være en vesteuropæisk klub til at være en paneuropæisk politisk kampplads bestående af 27 medlemslande.

• Danmark og EU's udvikling
• Danmarks formandskab
• EU generelt