EU's social- og arbejdsmarkedspolitik

Efter pres fra faglige organisationer og fra Jacques Delors nåede medlemslandene i 1989 til enighed om Det Sociale Charter. Heri blev det tilkendegivet, at alle lønmodtageres sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder skulle være en central del af grundlaget for medlemslandenes samarbejde. Chartret har imidlertid ingen bindende virkning, men det signalerede medlemslandenes politiske vilje til samarbejde på området. I chartret tillægges lønmodtagerne i EU-landene en række rettigheder inden for områder som organisationsret, kollektive forhandlinger, sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne, rimelig løn og ferie, informations- og høringsrettigheder mv. Desuden fastslår Det Sociale Charter, at der skal sikres ligestilling på arbejdsmarkedet mellem mænd og kvinder, at børn og unge skal beskyttes på arbejdspladserne, og at handicappede skal søges integreret i virksomhederne.

Det Sociale Charter blev ikke accepteret af alle medlemslande. Storbritannien afviste at tilslutte sig og har da også generelt været det af EU's medlemslande, der har været mest modvillig over for at intensivere det social- og arbejdsmarkedspolitiske samarbejde. Det kom igen til udtryk, da Storbritannien i 1991 ved forhandlingerne om Maastrichttraktaten benyttede sig af en mulighed for ikke at deltage i et tættere samarbejde på området. De øvrige 11 EU-lande indgik i stedet en social protokol, som skitserede principperne for det fortsatte samarbejde, og først da Storbritannien i 1997 opgav deres særstandpunkter på området, kunne Det Sociale Charter danne basis for politiske initiativer.

Med afsæt i nye regler for Ministerrådet om beslutninger med kvalificeret flertal på en række områder har det gennem 1990'erne været muligt at få vedtaget direktiver af betydning for lønmodtagerne, bl.a. om europæiske samarbejdsudvalg og rammeaftaler om forældreorlov og deltidsarbejde. Ligeledes fik Ministerrådet ved Amsterdamtraktaten ret til at tage initiativer til at bekæmpe ikke blot fattigdom, men også social eksklusion, dvs. udstødning fra arbejdsmarkedet. Fra 1995 blev det prioriteret at sætte mål for beskæftigelsen, og fra 1998 blev den europæiske beskæftigelsesstrategi sat i værk. Den indebar udarbejdelse af årlige, nationale beskæftigelsesplaner, fra 2005 som del af de nationale reformprogrammer. Hvor Amsterdamtraktaten placerede socialpolitik som et centralt politikområde i EU, kom den europæiske beskæftigelsesstrategi således reelt til at sætte dagsordenen. Og med introduktionen i 1999 af den åbne koordinationsmetode (se Lissabonstrategien) som ny styringsform, hvor der kan udfyldes sprækker mellem fælles EU-bestemmelser og nationale traditioner, fik EU lavet en institutionel ramme for øget social- og arbejdsmarkedspolitisk indsats.

Arbejdsmarkedets parter, i EU-terminologi de sociale partnere, har på europæisk plan været stærkt involveret i det social- og arbejdsmarkedspolitiske samarbejde gennem den såkaldte sociale dialog, som blev iværksat i midten af 1980'erne på foranledning af Jacques Delors. Målet har været og er at få arbejdsmarkedets parter til i fællesskab at indgå bindende aftaler eller kollektive overenskomster, hvorigennem de skal søge at regulere forholdene på det europæiske arbejdsmarked. I de enkelte medlemslande spiller de nationale fag- og arbejdsgiverorganisationer en væsentlig rolle ved fastlæggelse af løn- og arbejdsvilkår, og EU-Kommissionen har ønsket at udvikle lignende former for partsregulering på europæisk plan. Det sker nu både i form af en generel social dialog og i form af sektorinddelte branchevise dialoger i 31 komiteer.

Tre partsorganisationer deltager som centrale aktører i den generelle sociale dialog. UNICE, Union des Industries de la Communauté Européenne, (Unionen af industri- og arbejdsgiverorganisationer i EU), repræsenterer arbejdsgiver- og industriinteresser på europæisk plan sammen med CEEP, Centre Européen de l'Entreprise Publique, (Det Europæiske Center for Offentlige Institutioner), der repræsenterer offentlige arbejdsgiverinteresser. ETUC, European Trade Union Confederation, (Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, EFS), repræsenterer generelle lønmodtagerinteresser på europæisk plan; ETUC repræsenterer mere end 60 millioner medlemmer.

Organisationerne på det europæiske arbejdsmarked fik en række bemærkelsesværdige rettigheder i forbindelse med Maastrichttraktaten, der fastslog den sociale dialogs store potentiale. De sociale partnere har fået mulighed for at indgå europæiske kollektive overenskomster, der kan erstatte EU-Kommissionens forslag til EU-lovgivning, og de har fået ret til at blive konsulteret ved nye initiativer.

Siden begyndelsen af 1990'erne er der kommet EU-regulering på en række ny felter inden for social- og arbejdsmarkedsområdet. Reguleringen er fra 1995 blevet skubbet fremad af nyvedtagne flerårige sociale dagsordener; i 2005 trådte en ny femårig social dagsorden i kraft. Fx vedtog medlemsstaterne i 1994 et direktiv, der bl.a. medførte oprettelse af europæiske virksomhedsråd i transnationale selskaber; det skulle sikre, at lønmodtagere i multinationale selskaber informeres og høres på tværs af nationalstaternes grænser. Og i begyndelsen af 2000-tallet indførtes medarbejderindflydelse i virksomheder, der lader sig registrere som Europæiske Selskaber. Tilsvarende foregår der en meget omfattende EU-regulering på arbejdsmiljøområdet, hvilket bl.a. skal sikre, at virksomheder i det indre marked kun i begrænset omfang kan konkurrere på dårligt arbejdsmiljø. Regulering af arbejdsmiljøet er blevet en del af programmet for udvikling af det indre marked, og med fremkomsten af nye risici og ændret arbejdspraksis er der behov for vedvarende indsatser, som fx REACH-aftalens regulering af brug af kemikalier i produktionen (se forsigtighedsprincip).

Samarbejdet i EU har betydet, at Danmark på en række arbejdsmarkedsområder har EU-relateret lovgivning; det gælder fx kollektive afskedigelser, ligestilling og ligeløn og virksomhedsoverdragelse. På arbejdsmarkedet har parterne søgt at indskrive direktivstof i de kollektive overenskomster, men fra 2003 har det været klart, at direktiver ikke kan implementeres i Danmark alene ad overenskomstvejen, men fordrer supplerende lovgivning. Den særlige danske aftalemodel kan således stadig fungere, når der dels sker indarbejdelse af øget EU-regulering i de kollektive aftaler, dels suppleres med lovgivning for de lønmodtagere, der ikke er dækket af kollektive overenskomster.

Udvidelsen af EU i 2004 med ti lande, heraf otte central- og østeuropæiske, har vanskeliggjort dele af social- og arbejdsmarkedspolitikken, fordi der er store forskelle i niveauet på disse områder i de nye medlemslande og resten af EU. Der vil ikke kunne skabes ensartede forhold på arbejdsmarkeds- og socialområdet i de 25 EU-lande, så der skal dels sættes minimumsstandarder, dels findes måder, hvorpå de sociale standarder kan hæves. Social dialog er også vanskelig i de nye medlemslande, da der de fleste steder ikke findes et udbygget organisations- og aftalesystem, der kan sikre gennemførelsen af forhandlede løsninger. Men regionale forskelle i EU søges mindsket, og for at sikre den økonomiske og sociale sammenhængskraft i EU som helhed søges hen ad vejen skabt sammenlignelige sociale betingelser for lønmodtagerne i alle medlemslande.

På Nice-topmødet i december 2000 blev der vedtaget en række individuelle rettigheder for alle lønmodtagere i EU, og dermed er et socialt medborgerskab blevet programsat. Det Sociale Charter fungerer ligeledes som fortolkningsredskab for EF-Domstolen, der aktivt søger at fremme rettighedstanken i en moderniseret europæisk socialmodel. Den kommer fremover til at trække stærkt på horisontale reguleringsmetoder som den åbne koordinationsmetode og social dialog, således at EU-traditionen for hård lovgivning kan søges forenet med blød regulering.

Samlet kan man sige, at området præges af en forsigtig EU-Kommission som politikdannende center, en domstolspræget regulering og stærke bånd til udviklingen af det indre marked; det gør det sandsynligt, at tiltag, der fremmer markedseffektivitet, vil få lige så megen vægt som tiltag, der fremmer sociale og arbejdsmæssige mål.

• associering og forhold til tredjelande
• EU