EU's miljøpolitik

EU. I 1990 besluttede EU at oprette Det Europæiske Miljøagentur. Efter års tovtrækkeri om agenturets placering blev resultatet Kongens Nytorv i København. Agenturets rolle er alene at indsamle oplysninger om miljøkvaliteten og forebyggende miljøarbe de i medlemslandene; EU-Kommissionen håndhæver EUs miljøkrav.

.

Principperne for EU's miljøpolitik er angivet i Maastrichttraktaten fra 1993, hvori vigtigheden af at fremme en "bæredygtig ikke-inflationær vækst, som respekterer miljøet" fremhæves.

Politikken er baseret på fire principper:

  • Forsigtighedsprincippet
  • Princippet om forebyggende indsats
  • Indgreb ved kilden
  • At forureneren betaler

Det vigtige forsigtighedsprincip kan påberåbes, hvor foreløbige videnskabelige undersøgelser viser, at man med rimelig sikkerhed kan frygte skadelige virkninger af et produkt på miljøet eller menneskers, dyrs eller planters sundhed. I sådanne tilfælde kan der gives instruks om at stoppe distributionen af produktet eller fjerne det fra markedet. Sådanne foranstaltninger skal være ikke-diskriminerende og forholdsmæssige og skal revideres, når der foreligger flere videnskabelige oplysninger.

Princippet om at forureneren betaler er tænkt til at forebygge miljøskader og fremme, at der ved erhvervsmæssige aktiviteter træffes forebyggende foranstaltninger. Hvis skaden er sket, er forureneren forpligtet til at afhjælpe den og betale for omkostningerne.

Forureningen og miljøforbedringens grænseoverskridende karakter gør miljø til et oplagt område for fællesskabspolitik. Dele af miljøpolitikken sigter fx på at harmonisere medlemslandenes miljøregler, så de ikke virker som tekniske handelshindringer. Den frie udveksling af varer har også vist, at det er nødvendigt at begrænse medlemslandenes mulighed for at skaffe sig konkurrencefordele ved meget lempelige eller slet ingen miljøkrav. Ligeledes kan den frie udveksling af varer blive hindret af stater, der under dække af høje miljøkrav søger at forhindre adgang til nationale markeder for udenlandske producenter. Det var fx årsagen til, at Danmark blev anklaget for at hindre adgang til det danske marked ved hjælp af det danske flaskepantsystem og forbud mod dåser.

Gennemførelse

EU har vedtaget et stort antal direktiver, forordninger og afgørelser på miljøområdet, der dækker de fleste miljøspørgsmål. Hvorvidt lovgivningen er effektiv, afhænger i høj grad af, om den gennemføres på nationalt, regionalt og lokalt plan.

Tidligere blev de mange miljødirektiver snarere opfattet som politiske hensigtserklæringer end som bindende retsakter, hvorfor de kun blev efterlevet i ringe omfang. En række afgørelser fra EU-Domstolen siden midten af 1980'erne har imidlertid understreget, at der er tale om bindende retsregler.

Mangelfuld praksis er fortsat et problem, hvorfor overvågning og kontrol af gennemførelsen af EU's miljølovgivning er påkrævet, fx i form af miljøinspektioner. I 2016 vedtog EU-Kommessionen revision af gennemførelsen af miljøreglerne. Det skal sikre et ensartet niveau for gennemførelsen i de enkelte medlemslande og fremme, at lovgivningen gennemføres fuldt ud.

Direktiver vedtaget efter traktatens miljøbestemmelse udelukker ikke, at de enkelte medlemslande opretholder eller indfører strengere nationale beskyttelsesforanstaltninger, når de i øvrigt er i overensstemmelse med traktaten. Denne ret kaldes ofte for miljøgarantien. På landbrugsområdet gælder dog modsat, at medlemslandene kun kan vedtage strengere regler på det pågældende område, hvis der er udtrykkelig adgang hertil i direktivet eller forordningen.

Gennemførelsen svækkes til tider af en manglende sammenhæng mellem de mange EU-miljøregler. Der kan være regelsammenstød mellem de forskellige regelsæt, og der mangler i nogle tilfælde en sammenkædning mellem miljøkvalitetsnormer og emissionsnormer.

En udfordring, der både gælder EU og de enkelte medlemslande, angår vægtningen af økonomiske interesser over for miljøhensyn. Således indebærer mange beslutninger angående grænseværdier og anden miljøregulering afvejning af disse hensyn.

EU har dog også vedtaget mere generelle regler på miljøområdet, fx varslingssystemer og information til offentligheden om evakueringsplaner for særlig risikobetonede aktiviteter. I 1985 vedtog EU det såkaldte VVM-direktiv (Vurdering af Virkning på Miljøet), som kræver en kortlægning af større offentlige og private projekters direkte og indirekte miljøvirkning samt alternative løsninger før godkendelse. Endvidere kræves det, at en række offentlige planer og programmer skal gennemføre en såkaldt strategisk miljøvurdering (SEA).

Håndhævelse

Håndhævelse af EU's miljøregler kan ske, ved at Kommissionen indleder en sag ved EF-Domstolen mod en medlemsstat. Det er dog kun en ubetydelig del af overtrædelserne, der opfanges på denne måde. En anden mulighed er, at borgerne påberåber sig EU-reglerne ved de nationale domstole enten på grundlag af en fortolkning af de nationale regler i overensstemmelse med EU-reglerne eller på grundlag af princippet om EU-reglernes direkte virkning.

I 1990 blev Det Europæiske Miljøagentur (EEA) oprettet i København for at støtte udviklingen af en miljøpolitik baseret på grundige og uafhængige undersøgelser af miljøets tilstand. Der er ikke tillagt EU's Miljøagenturet beføjelser til at håndhæve bestemmelser.

Historien

Miljøpolitikken vandt indpas i fællesskabets politik omkring 1970, hvor den hurtige vækst i 1950'erne og 1960'erne viste en bagside i form af forurening. FN's miljøkonference i Stockholm i 1972 satte for alvor skub i miljøpolitiske overvejelser, og året efter vedtog EF det første miljøhandlingsprogram. Efterfølgende – senest i 2013 – har EU-Kommissionen udsendt flerårige handlingsprogrammer, der opdaterer miljøpolitikken og kursen for kommende lovforslag.

Det første handlingsprogram begrundede introduktionen af en miljøpolitik med, at en gennemførelse af traktatens mål om harmonisk vækst ville være "utænkelig uden en effektiv bekæmpelse af forurening og gener og en forbedring af livskvaliteten og miljøbeskyttelsen".

Den tidlige indsats fokuserede på forurening og rettede sig især mod at gennemføre fælles regler for mærkning og klassificering af farlige stoffer og for bilers udstødning. Bekæmpelsen af forureningen skulle foregå på en måde, så medlemslandene ikke indførte tiltag, der fungerede som tekniske handelshindringer. Fra midten af 1980'erne blev miljø forstået som et politikområde, der omfattede betydelig mere end forurening, hvilket blev understøttet af en række domme fra EU-Domstolen. Der er dog adskillige eksempler på, at miljøpolitikken er i konflikt med reglerne i det indre marked, fx den danske returflaskesag, der blev afsluttet i 2002. Endvidere er miljøpolitikken blevet tættere koblet til klimapolitikken, ikke mindst i forbindelse med EU's deltagelse i Rio-konferencen (1992) og underskrivelsen af Kyotoaftalen (1997).

Miljøpolitikken traktatfæstes

Med den europæiske fælles akt fra 1987 fik den fælles miljøpolitik et retligt grundlag. Formålet var at bevare, beskytte og forbedre miljøkvaliteten samt at sikre menneskers sundhed og en forsigtig og effektiv udnyttelse af naturresurserne. Det sidste var i god overensstemmelse med Brundtlandsrapportens krav om en bæredygtig udvikling (1987).

Miljøet blev traktatfæstet i Maastrichttraktaten i 1993, hvor miljøpolitiske beslutninger blev omfattet af flertalsafgørelser i Rådet, og hvor Europa-Parlamentet fik indflydelse på lovgivningsarbejdet, fx med omsættelse af handlingsprogrammerne til lovgivning. Amsterdamtraktaten (1999) formulerede kravet om, at miljøbeskyttelse skal indarbejdes i alle EU-sektorpolitikker med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling (mainstreaming). Lissabontraktaten i 2009 skabte en kobling mellem miljø- og klimapolitikken, og EU fik mulighed for at indgå internationale aftaler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig