EU's forhold til tredjelande

EU. I februar 1991 sendte EF katastrofehjælp til Sudan efter anmodning fra FN og via danske og britiske nødhjælpsorganisationer. Hjælpen blev imidlertid af kort varighed, idet borgerkrigen og samarbejdsproblemer med Sudans regering vanskeliggjorde leverancerne.

.

EU's forhold til tredjelande er opdelt i aftalegrupper, der afspejler, hvor fri en markedsadgang de har til EU, og i hvilket omfang de er omfattet af EU-lovgivningen.

Tættest på befinder sig landene i European Free Trade Association, EFTA-landene. Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein, som med undtagelse af Schweiz deltager i Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsaftale, EØS. På samme niveau befinder Storbritannien sig, idet der dog ikke er opnået en afklaring af forholdet mellem Fællesskabet og UK efter Brexit. Derefter følger aftaler med udviklingslande i henhold til Cotonou-aftalen (tidl. Lomékonventionerne), som giver en speciel præferencestilling. Det omfatter også de Middelhavslande, der ikke er medlemmer, men som har etableret handelsaftaler med EU.

Med de ulande, der ikke er omfattet af Cotonou-aftalen, indgår EU præferenceaftaler i World Trade Organization, WTO, i overensstemmelse med den Generelle Toldpræferenceordning, GSP. Der er en tendens til, at GSP også inddrager klimahensyn i aftalerne.

På samme måde er forholdet til andre industrilande uden for Europa med Japan, USA og Canada som de vigtigste generelt reguleret via WTO. For EU er det regelbaserede multilaterale system i WTO vigtigt som et middel til at hindre handelskrige og fremme åbne markeder.

EØS

Aftalen om EØS trådte i kraft i 1994 som et samarbejde mellem EU og EFTA-landene Norge, Island og Liechtenstein. Aftalen betyder, at de tre lande deltager i EU’s indre marked med fri bevægelighed for varer, kapital, personer og tjenesteydelser. Alle love og regler om det indre marked gælder også for de tre lande, selv om de ikke er med til at vedtage lovgivningen. EØS-aftalen omfatter hverken EU's toldunion, handel uden for EU eller den fælles fiskeri- og landbrugspolitik.

EU og Middelhavslandene og Nordafrika

Alle Middelhavslandene har opnået en præferencestatus i deres handel med EU. EF indgik associeringsaftaler med Tyrkiet (1963), Malta (1970) og Cypern (1972). Malta og Cypern bIev begge medlemmer i EU ved udvidelsen i 2004. 1996 forstærkedes EU's samarbejde med Tyrkiet, idet de to parter på en række vareområder indgår i en fælles toldunion, og i 2005 blev der indledt optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. De er dog efterfølgende sat på pause på baggrund af udviklingen i Tyrkiet under premierminister Recep Erdoğan.

I 1975 og 1976 blev der indgået næsten enslydende økonomiske associeringsaftaler med Algeriet, Egypten, Jordan, Libanon, Marokko, Syrien og Tunesien. Hermed fik landene fri adgang til EU-markedet for al eksport af råvarer og industriprodukter. På den anden side er mulighederne for at eksportere landbrugsvarer til EU langt mere begrænsede, selvom der i begyndelsen af 1990'erne er sket en liberalisering af eksportmulighederne til EU.

EU og Cotonoulandene

Siden 1975 er en række Lomékonventioner og fra 2000 Cotonou-aftalen blevet indgået med henblik på at opretholde og udvikle økonomiske og kommercielle relationer mellem EU og ulandene. Den første Lomé-aftale, Lomé I, blev indgået i 1975 lige efter Storbritanniens optagelse i EF, og kredsen af deltagerlande blev udvidet i forhold til de to Yaoundékonventioner, som EF tidligere havde indgået med især fransktalende afrikanske lande.

Cotonou-aftalen blev indgået i 2000 og omfatter 79 lande. Dens mål er at reducere fattigdommen og bidrage til en gradvis integration af AVS-landene i verdensøkonomien. Aftalen omfatter samarbejde om udvikling, økonomi og handel, men har også en politisk dimension, der bl.a. omfatter menneskerettigheder og klima.

Ulandene er tildelt ubegrænset og toldfri adgang til EU-markedet, hvad angår de landbrugsprodukter, som ikke er en del af den fælles landbrugspolitik i EU. Med hensyn til hovedparten af de landbrugsprodukter, som falder ind under EU's landbrugspolitik, sikres Cotonou- eller AVS-landene (Afrika, Vestindien og Stillehavet) en mere favorabel behandling end andre eksportører i WTO.

EU og GSP-landene

Den Generelle Toldpræferenceordning, GSP, der blev introduceret i 1971 af FNs Conference on Trade and Development, UNCTAD, muliggør en reduktion af handelshindringerne for eksporten fra udviklingslandene. I løbet af 1970'erne tilsluttede alle vestlige lande sig GSP.

EU's version af GSP blev kritiseret for at være protektionistisk, fordi landbrugsprodukter, der var inkluderet i EUs landbrugspolitik blev holdt ude af GSP, hvilket var et stort problem for ulandene. Heller ikke tekstiler var omfattet. I 2012 blev EU's model ændret, så modtagerlandene deles i tre grupper: den almindelige GSP, hvor ulandene får toldreduktion for 66% af EU's toldsatser. I denne gruppe er der 30 lande. Dernæst er der gruppen GSP+, hvor der er fuld reduktion for de samme toldsatser, hvis landene opfylder krav til bæredygtighed og god regeringsførelse; her er der tale om 13 lande. Endelig er der EBA (Everything but arms), hvor de mindst udviklede lande får fuld told- og kvotafrihed for alle produkter undtagen våben og ammunition; denne ordning har 49 lande.

EU's naboskabspolitik

Indtil Sovjetunionens sammenbrud i 1989 var landene i Øst- og Centraleuropa placeret lavest i EU's handelspolitiske hierarki over for tredjelande. Siden 1989 har de fleste af disse lande udtrykt ønske om EU-medlemskab, og en stor del er siden blevet optaget.

I 2002 lancerede daværende formand for EU-Kommissionen Romani Prodi EU's naboskabspolitik, der retter sig mod de naboer mod øst, der ikke stod til at blive medlemmer. Politikken skal fremme handel mellem landene og styrke engagementet i en demokratisk udvikling med udbygning af menneskerettigheder, mv. Resultaterne har ikke været store, og i 2015 begyndte Kommissionen en revision af naboskabspolitikken, der bl.a. skulle gøre den mere fleksibel og realistisk i forhold til de enkelte lande.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig