Faktaboks

Dustin Hoffman
Født
8. august 1937, Los Angeles, Californien, USA

Dustin Hoffman.

.

Dustin Hoffman er en amerikansk skuespiller. Dustin Hoffmans forholdsvis sene, men øjeblikkelige verdensgennembrud som studenten i The Graduate (1967, Fagre voksne verden) fulgte efter et tiår med vekslende held på teatret og blev indledningen til en bemærkelsesværdig karriere.

Som ekstrem repræsentant for Actor's Studios skuespilteknik, Method Acting, har Dustin Hoffman ned i de mindste detaljer identificeret sig med sine figurer, fx som den klumpfodede småsvindler i Midnight Cowboy (1969), den nærsynede livstidsfange i Papillon (1973), den kvindemaskerede skuespiller i Tootsie (1982) eller autisten i Rain Man (1988).

Blandt hans andre betydelige præstationer er rollen som Lenny Bruce i Lenny (1974) og skilsmissefaderen i Kramer vs. Kramer (1979, Kramer mod Kramer), som han fik sin første Oscar for.

På teateret fik han i 1980'erne anerkendelse for sin rolle som Willy Loman i Arthur Millers Death of a Salesman (En sælgers død), der i 1985 blev filmet til tv, og i 1989 som Shylock i William Shakespeares The Merchant of Venice (Købmanden i Venedig).

Dustin Hoffman overraskede med traditionelle helteroller i Outbreak (1995) og Sphere (1998, Kuglen), men har siden mest spillet komedieroller som i Wag the Dog (1997) og Meet the Fockers (2004, efterfølger 2010) samt været med til at lægge stemme til animationsfilmen Kung Fu Panda (2008, efterfølger 2011 og 2016).

Dustin Hoffman. Plakat for filmen Rain Man, hvor han spiller s.m. Tom Cruise.

.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig