Faktaboks

Daniele Mencarelli
Født
26. april 1974, Rom, Italien

Daniele Mencarelli er en prisbelønnet italiensk forfatter. Ligesom sine jævnaldrende Tolusso og Gezzi indledte Mencarelli sin karriere som digter, hvilket mærkes i prosateksterne. I Tempo circolare fra 2019 samles digte fra årene siden 1997, og med samlingen fastslår Mencarelli sin position som en af sin generations bedste lyrikere.

Mencarellis første roman

Den første roman, La casa degli sguardi fra 2018, beskriver en ung digters forsøg på at overvinde den indre krise. Det lykkes gennem arbejdet på et pædiatrisk hospital, hvor han mødes af blikke (titlens “sguardi”), der stiller ham spørgsmål og også giver nødvendige svar. I 2020 udkommer romanen Tutto chiede salvezza, hvor den 20-årige fortæller efter et raserianfald tvangsindlægges på en psykiatrisk afdeling i en uge.

Bogen skildrer fintfølende samværet mellem patienterne, hvoriblandt en ung mand, der eksplicit higer efter den i titlen optrædende “frelse”, ikke blot for sig selv, men for alle. Bogen har foranlediget en Netflix-serie, mens teaterstykket Agnello di Dio blev opført i 2022.

Sempre tornare

Ligesom i de to foregående romaner, deler fortælleren i romanen fra 2021, Sempre tornare, navn med forfatteren, og bøgerne udgør nu en trilogi. I det afsluttende bind er Daniele 17 år og holder for første gang ferie sammen med venner, uden forældrene. Festen får dog en brat ende for fortælleren, hvis eksistentielle ubehag tvinger ham væk fra gruppen. På sin flugt lærer han at møde mennesker på en mindre smertefuld måde, og romanen virker, akkurat ligesom de foregående, katarsisk.

I den seneste roman, Fame d’aria fra 2023 beskrives en fars forholden sig til sønnens autistiske lidelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig