Dalby kirke i Skåne. Foto 2009.

.
Licens: Brukerspesifisert

Dalby Kirke, Heligkorskyrkan, kirke i Skåne, ca. 8 km øst for Lund. Den nuværende kirke er en rest af en treskibet romansk basilika fra 1000-t., der i 1100-1500-t. var en del af Dalby Kloster. Den er antagelig Skandinaviens ældste bevarede kirkebygning af sten.

Den oprindelige treskibede kirkebygning havde mod øst et kvadratisk kor, der i 1200-t. blev udvidet til et tværskib med apsis og to tårne. Forhallen mod vest fra 1100-t. blev flankeret af to tårne til et vestværk-lignende parti, og et våbenhus blev opført i syd. I 1400-t. reduceredes bygningen i både øst og vest: tårnene blev nedrevet, og bygningen over forhallen fik funktion af kirketårn.

Forhallen med sine kraftige søjler og hvælvinger, der minder om krypten i Lunds Domkirke, står i dag som et fornemt eksempel på romansk bygningskunst.

Tårnbygningen over den fik sin uregelmæssige udformning i 1700-t., mens det nordlige sideskib samt hele kirkens østlige del med bl.a. kor og apsis blev nedrevet i 1600-1700-t.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig