Støbehal i De Smithske Jernstøberier og Maskinværksteder. Arbejdet med at støbe foregik endnu ved håndkraft. Udateret foto.
.

DESMI A/S regnes for at være Danmarks ældste eksisterende aktive aktieselskab. Virksomheden blev grundlagt i 1834 i Aalborg af Henning Smith under navnet De Smithske Jernstøberier og Maskinværksteder. Virksomheden blev i 1875 omdannet til et aktieselskab med nummeret 538.

Virksomheden begyndte som et støberi og støbte bl.a. kirkeklokker helt frem til 1970. Maskinvirksomheden producerede dampmaskiner, pumper, dele til gearkasser og meget andet.

I slutningen af 1970’erne kom et nyt forretningsområde til: bekæmpelse af olieudslip til havs. I 1993 erhvervede DESMI selskabet Thrige Pumper fra Thrige Titan A/S i Odense. Det blev begyndelsen på et forløb, der i 2003 førte til en ny globaliseringsstrategi og en omdannelse af DESMI A/S til et selskab, hvor hovedaktiviteten er udvikling, fremstilling, salg og service af pumper og pumpesystemer inden for fem hovedområder.

DESMI A/S er en global virksomhed med hovedsæde i Nørresundby og har desuden afdelinger i Odense, Kolding, Aarhus og København samt datterselskaber og kontorer på i alt 30 lokationer i 17 lande.

Virksomheden blev i 2022 overtaget af kapitalfonden One Equity Partners (OEP) med 75 procent, mens den tidligere ejer, erhvervsmanden Henrik Sørensen og selskabets finansdirektør beholdt 25 procent.

I 2022 havde DESMI en omsætning på 1,9 mia. kr. og lige under 1000 ansatte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig