Faktaboks

Også kendt som

Nutmeg State, Constitution State

Hovedstad
Hartford
Indbyggertal
3.605.597 (2021)
Areal
14 357 km²
Indbyggere pr. km²
287,5
Flag

Connecticut.

.

Connecticut er en stat ved Atlanterhavskysten i New England, USA. Staten blev dannet i 1788. Guvernøren er Ned Lamont fra Det Demokratiske Parti.

Connecticut er den tredjemindste stat i USA og en af de tættest befolkede og mest velhavende. Hovedparten bor i et bybælte langs Sydvestkysten, hvis enkelte byer nærmest er forstæder til storbyen New York, der ligger umiddelbart syd for grænsen. Resten er koncentreret i den centralt beliggende hovedstad Hartford ved Connecticut River samt i Norwich og New London ved Thames Rivers udløb i Long Island Sound (1996).

Naturmæssigt er det et bakket, istidspræget højlandsområde (del af Appalacherne) med det højeste punkt, Mount Frissell (725 m), ved grænsen til Massachusetts. Efter genplantning udgør skovene 56% af arealet, mens agerbruget, hvis betydning er aftaget meget, dækker 13% (tal fra 1996). Ud over malkekvæg og fjerkræ dominerer gartneriprodukter, majs, tobak og frugt.

Større betydning har industrien, der allerede i 1800-tallet massefremstillede våben, tekstiler, værktøjsmaskiner og ure. Under og efter 2. Verdenskrig profiterede industrien af store militærordrer til bl.a. General Electric i Fairfield, United Technologies i Hartford og Xerox i Stamford.

På uddannelsessiden kendes Connecticut for US Coast Guard Academy i New London og Yale University i New Haven.

Området ved Connecticut River udforskedes af hollændere i 1614, og engelske puritanere anlagde i 1630'erne byerne Hartford, Windsor og Wethersfield, der med udstrakt selvstyre i 1662 blev sluttet sammen med kolonien New Haven. Politisk og kulturelt prægedes Connecticut af en konservativ puritanisme, og mens staten var blandt de første til at ratificere USA's forfatning, blev slaveriet først afskaffet 1848, og kvinder fik valgret så sent som i 1920.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig