United Technologies Corporation, UTC, amerikansk industrikoncern, oprindelig en del af United Aircraft and Transport Corporation, der blev stiftet af bl.a. William E. Boeing (1881-1956) i 1928, og som omfattede USA's største luftfartsselskab og fly- og motorfabrikanter.

I 1934 blev koncernen opsplittet af den amerikanske regering, idet det blev forbudt firmaer at drive lufttrafik og fabrikere fly samtidigt; koncernen blev delt op i United Aircraft (navnet ændret i 1975 til United Technologies), United Airlines og Boeing.

United Technologies omfatter bl.a. Pratt & Whitney, Sikorsky Aircraft, UTC Aerospace Systems og elevatorfirmaet Otis. I 2014 havde koncernen ca. 211.000 ansatte og en omsætning på 65,1 mia. dollar.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig